Salgsvæksten udeblev i juli
Omsætningen udvikler sig stadig både langsomt og usikkert i landets dagligvarebutikker.
I juli, som traditionelt er en fin salgsmåned for mange kæder, kunne salget ikke helt leve op til samme måned sidste år.
Ifølge friske tal fra Danmarks Statistik lå omsætningen af fødevarer og andre dagligvarer 0,3 pct. under juli 2015 - som imidlertid også var rigtigt god.
Set over en tremåneders periode fra maj til og med juli ligger omsætningen dog fortsat en knivspids over i år - med 0,1 pct., når tallene er korrigeret for prisudvikling. For den samlede detailhandel er periodens fremgang lidt større - 0,5 pct.
I det helt store perspektiv vil det dog næppe være en overdrivelse at sige, at salgstallene grundlæggende står i stampe for tiden.
Forventer stigning
I sin vurdering af de nye detailhandelstal vælger Dansk Erhvervs cheføkonom Steen Bocian at anse julis svage tal for at være en engangsforeteelse, der ikke behøver at dække over dybere ændringer i danskernes spenderlyst. Han noterer sig bl.a., at forbrugertilliden er steget i august.
- Vi vurderer, at det private forbrug kommer til at stige i 2. halvår trods den svage start i juli. Fremgangen i forbruget understøttes af de lave renter, de stigende huspriser, beskæftigelsesfremgang og den høje reallønsvækst. Det er dog ikke sikkert, at alle dele af detailhandlen får glæde af fremgangen – mere sker store forskydninger i vores forbrugsmønstre i disse år, og særligt nethandlen fylder mere og mere, siger han.