Regeringen vil se dagligvarepriser efter i sømmene

Politik og samfund 25. aug 2022 -
This describes the image
Arkivfoto: Screendump fra tilbudsaviser
  • Erhvervsminister Simon Kollerup vil nedsætte et nyt forum, der på ugebasis skal holde øje med forbrugerpriserne på dagligvarer og energi. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Priserne stiger på stort set alt. Alene fødevarer er steget 14,6 pct. det seneste år. Og de stigende priser kan mærkes i de danske husholdninger, der lige nu må af med ca. 40.000 kr. mere om året for de samme varer og tjenester i forhold til for et år siden. 

Derfor har mange danskere været nødt til at lægge hverdagen om.

Erhvervsminister Simon Kollerup vil derfor nu sætte gang i en skærpet prisovervågning med fokus på prisstigningerne på de varer, som er essentielle for  forbrugernes hverdag.

- Priserne er på himmelflugt. Og det kan mærkes på pengepungen, når vi putter varer i kurven og sætter en vask over. De meget høje priser har tvunget mange familier til at lægge deres hverdag helt om for overhovedet, at kunne få råd til de helt basale nødvendigheder. Derfor skal vi simpelthen have set prisstigningerne grundigt efter i sømmene. Vi aktiverer nu et omfattende pristjek af prisstigninger på energi f.eks. el og på dagligvarer som f.eks. smør og æg, så vi kan få eventuelle urimeligheder for forbrugerne frem i lyset, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Erhvervsministeren vil nedsætte nyt et forum og invitere repræsentanter fra forbruger- og erhvervsorganisationer til at deltage i Regeringen og Forbrugernes Forum for Forbrugerpriser.

Forummet, der som udgangspunkt mødes ugentligt, vil holde øje med prisudviklingen, og se om der er grundlag for handling.

Den skærpede prisovervågning gennemføres af Erhvervsministeriet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Opdateret 25. aug 2022