Regeringen vil liberalisere planloven

7. okt 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Regeringen vil til februar fremsætte et lovforslag, der skal liberalisere planloven. Hensigten er at give kommunerne mere frihed og at styrke udviklingen uden for de største byer.

Planerne om at liberalisere planloven omfatter foreløbig ikke detailhandlen.

I sin åbningstale i Folketinget tirsdag omtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) de områder i planloven, som han ønsker at lempe:

- I dag er der mange eksempler på, at planloven står i vejen for udvikling. Flere byer kan ikke udvide, fordi de ligger, hvor de ligger, f.eks. ved kysten.

- Forladte bygninger står tomme. De skal have nyt liv, også når de er placeret i landzone. Og det er da ulogisk, at loven spænder ben for mennesker, der gerne vil bo i en landsby, når nu affolkning af landsbyerne er et bredt anerkendt problem, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen vil give kommunerne mere frihed, som han mener er et stort ønske i mange kommuner.

- Samtidig skal det være slut med uforståelige regler. Haveejere langs kysten skal da ikke spørge om lov til at sætte et højbed eller et gyngestativ op.

- Jeg har det princip, at love skal være til at forstå. Alt andet er manglende respekt for borgerne. Regeringen fremlægger om kort tid et forslag til en friere og rimeligere planlov, så kommuner, virksomheder og borgere får bedre mulighed for at skabe den udvikling og vækst, som er så tiltrængt uden for de store byer, sagde statsministeren i Folketinget.

Det er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), der har ansvaret for planloven, idet planloven ved dannelsen af den nuværende regering blev flyttet fra Miljøministeriet til Erhvervs- og Vækstministeriet.

Af Henrik Denman

hede@dhblad.dk

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?