Regeringen forudser øget produktivitet
Hvis regeringens forslag til modernisering af planloven vedtages, vil det gøre dagligvarehandlen mere produktiv og øge væksten i samfundet.
Det, forudser regeringen, bliver konsekvensen af de nye grænser for butiksstørrelser og af det forslag til nye detailhandelsbestemmelser, som man nu forhandler med Folketingets øvrige partier om.
Finansministeriet har udarbejdet et notat om effekten af den aftale om planloven, som regeringen indgik med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative i foråret.
Ifølge notatet forventer regeringen, at en lempelse i planloven vil gøre de helt store dagligvarebutikker som Kvickly og Føtex mere produktive. Det skyldes, at nye og større lavprisvarehuse kan åbnes, og eksisterende kan udvide.
Regeringen forventer også, at discountbutikker kan blive mere produktive, fordi afgrænsningen mellem salgsareal, lager, kontor og personalefaciliteter gøres mere fleksibel.
Vil øge BNP
Den stærkere konkurrence og den øgede produktivitet i hele detailhandlen forventer regeringen vil være med til at øge bruttonationalproduktet (BNP) med ca. 750 mio kr. på lang sigt.
Den positive forbedring af landets økonomi skyldes også afledte effekter, når f.eks. opførelsen af flere nye butikker øger beskæftigelsen og dermed skattegrundlaget.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) siger til Dansk Handelsblad om forbedringen af BNP:
– Det er vores vurdering, at de nye regler om planlægning for detailhandel, der foreslås med moderniseringen af planloven, vil øge væksten i samfundet ved at øge det strukturelle BNP varigt med 3/4 mia. kr.
– De nye regler åbner for større fleksibilitet i forhold til bl.a. dagligvare- og udvalgsvarebutikkernes størrelse og placering, hvis den enkelte kommune ønsker det. Det forventes, at konsekvensen heraf bl.a. vil være ændret adfærd hos virksomhederne med højere økonomisk aktivitet og en ny konkurrencesituation, siger Troels Lund Poulsen.