Pres på Folketinget for at fjerne afgifter
Fødevarebranchen fortsætter med at lægge pres på Folketinget for at få sat afgifterne på fødevarer ned.
På DI Fødevarers årsdag for nylig gav formanden, Jørgen Dirksen, adm. direktør i Rynkeby, udtryk for ærgrelse over, at der ikke er sket noget på fødevareafgifterne, som er en stor udfordring, især for konfekturebranchen.
I sommer stod DI Fødevarer bag en debat på Folkemødet på Bornholm under overskriften ”Jager fødevareafgifterne danske industriarbejdspladser ud af landet?”.
– Og svaret var et rungende ja, kunne Jørgen Dirksen fortælle som en opfordring til handling. Hos bryggerierne deles ærgrelsen over manglende handling til fulde. Bryggeriforeningen ønsker, at emballageafgiften fjernes. Bryggeriforeningen stiller spørgsmål ved, hvorfor der skal betales en emballageafgift, når man herhjemme har et system, der sikrer, at over 90 pct. af emballagerne bliver indsamlet og genbrugt. Giver ikke mening For nogle år siden afskaffede den tidligere regering den vægtbaserede emballageafgift.
– Det betyder, at der i dag ikke er afgift på f.eks. dåser med suppe eller dyrefoder, som kasseres og ikke bliver genbrugt. Der er til gengæld fortsat en afgift på emballager, der bliver samlet ind og genbrugt, og man må spørge, hvad begrundelsen er for det, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.
– Ud fra en miljømæssig betragtning giver det ingen mening at straffe klassens duks, nemlig bryggerierne, der selv har udviklet og betalt et af verdens bedste pant- og retursystemer samtidig med, at den emballage, der bliver brændt til skade for miljøet, slipper for afgift, tilføjer han. Regeringens Saneringsudvalg skal i den kommende tid vurdere, hvilke afgifter der kan lempes eller helt fjernes. Emballageafgiften er på Saneringsudvalgets liste, og Bryggeriforeningen har positive forventninger til, at den står meget højt på listen over afgifter, som snarest skal fjernes.