Politisk tilfredshed med planlov

9. jun 2016 -
This describes the image
Liberal Alliance var så utilfreds med forhandlingerne om planloven, at partiet gik sin vej. Foto: John Ehbrecht
Skrevet af: Henrik Denman

Socialdemokratiet udtrykker i dag stor tilfredshed med den nye planlov, som partier har indgået aftale om med regeringen, Dansk Folkeparti og De Konservative. Derimod var Liberal Alliance så utilfreds, at partiet forlod forhandlingerne.

I en kommentar på twitter skriver Socialdemokratiet:

"Venstre ville tillade markant større butikker i vores byer uden at tage hensyn til konsekvenserne for vores små lokalsamfund. Socialdemokratiet har sikret, at dette ikke sker. Vi undgår megabutikker, der ville føre til butiksdød i mange lokalsamfund. Danmark skal ikke knække over."

I en videokommentar siger den konservative ordfører Mette Abildgaard i en kommentar:

- Der har været meget diskussion om butiksstørrelser. Det har været en vigtig konservativ kamp, at vi bibeholder livet og udviklingen i de små lokalsamfund. Derfor har vi været skeptiske i forhold til de meget store, nye butiksstørrelser, som regeringen lagde op til. Vi er endt med et meget fornuftigt kompromis, som sikrer, at der stadigvæk vil være liv i de små lokalsamfund, og at der vil være grundlag for at have en købmand der også.

Liberal Alliance valgte at forlade forhandlingerne om en ny planlov.

- Vi er gået til forhandlingsbordet med et ønske om at liberalisere planloven og blandt andet tillade flere større butikker, de såkaldte hypermarkeder. Desværre har der ikke været tilstrækkelig opbakning til det forslag blandt de andre partier, siger erhvervsordfører Joachim B. Olsen.

En lempelse af planloven er vigtig for Liberal Alliance, fordi en sådan manøvre medfører mange fordele og har mi-nimale omkostninger.

- De nuværende begrænsninger på butikkers størrelse hæmmer produktiviteten, spænder ben for butikkernes mulighed for at vokse i lokalområderne, og giver tilmed højere priser for forbrugerne. Det er det modsatte af, hvad der er brug for. Ifølge Produktivitetskommissionen vil en liberalisering af reglerne gøre op med disse uheldige effekter, og oven i købet vil Danmark blive cirka en milliard kroner rigere hvert år, siger Joachim B. Olsen.

Opdateret 10. nov 2020