Politisk drama om ny planlov
Planloven er midtpunktet for en af de mest dramatiske afslutninger på folketingsåret, der længe er set.
Regeringen møder hård modstand over for ønsket om at forhøje grænserne for butiksstørrelser, og derfor har forhandlingerne om detailhandelsbestemmelserne i planloven udviklet sig til en sand gyser med et forløb, der har varet i et halvt år, uden at regeringen er i nærheden af at opnå et flertal for sit udspil.
Det er især Dansk Folkeparti, der kæmper mod regeringens ønske om at hæve grænserne for butiksstørrelserne, og partiets forhandler, Hans Kristian Skibby, kæmper for de små dagligvarebutikker i lokalcentre og enkeltstående butikker, som i dag må være op til 1.000 kvm. Den grænse vil erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) have hævet til 2.000 kvm.
Det kan han ifølge Hans Kristian Skibby godt glemme.
– Vi vil ikke være med til, at dagligvarebutikker skal være på 2.000 kvm. i de områder, der ligger uden for centerområder. Lavprisbutikkerne ligger ved omfartsvejene, og de butikker vil ministeren have forhøjet til 2.000 kvm., og der siger vi, at de 1.000 kvm. er passende.
Forhandlinger
Troels Lund Poulsen har hidtil forhandlet med partierne enkeltvis, men havde tirsdag aften for første gang flere partier omkring forhandlingsbordet.
Forhandlingerne endte uden resultat. Så vidt Dansk Handelsblad erfarer modsatte også De Konservative og Socialdemokraterne sig ministerens liberaliseringsforslag, mens Liberal Alliance støtter regeringen.
Ministeren har indkaldt til nye møder i løbet af ugen, men Dansk Folkeparti agter at stå fast.
– Jeg ved ikke, om forhandlingerne om detailhandelsbestemmelserne er inde i den afgørende fase. Det kan godt være, at ministeren tror det, men det vil jo vise sig. Det skal ministeren ikke bestemme. Jeg har ikke noget kissejav med det, siger Hans Kristian Skibby.