Organisation: Sæt registrering af overvågningskameraer på pause

Politik og samfund 18. feb 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • 1. marts skal alle overvågningskameraer, der filmer offentlige steder, være registreret i Politiets Kameraregister. Men det er meget bøvlet, mener Dansk Erhverv

Da Krudttønden og Synagogen i 2015 blev udsat for voldsomme terrorangreb, var det håbløst for politiet hurtigt af finde eventuelle kameraer, der havde filmet gerningsmanden eller -mændene.

Derfor har Folketinget senere vedtaget en lov, der stiller krav om, at alle kameraer, der filmer offentlig færden, skal registreres.

Loven siger, at det skal ske 1. marts eller senest 14 dage efter – ellers vanker der bøder.

Men det er ikke så ligetil at registrere sine kameraer, mener man i Dansk Erhverv, der derfor har opfordret Justitsministeriet til at pause udrulningen af POLCAM, som databasen hedder.

Organisationen skriver i et nyhedsbrev:

”Kravet om, at kameraer, der overvåger områder med almindelig færdsel skal registreres og vedligeholdes i POLCAM vil kræve betragtelige administrative og økonomiske ressourcer for erhvervslivet, såvel som for boligforeninger mv. – ressourcer der ikke nødvendigvis står mål med at bibeholde eller etablere overvågningen af disse områder.

POLCAM har i sig selv en yderst begrænset værdi for detailhandlen ift. forebyggelse og opklaring af kriminalitet mod detailhandelen. Registrering i og vedligeholdelse af POLCAM er derfor i det væsentligste alene en byrde uden nogen form for gevinst for erhvervslivet.”

Kameraer, der alene overvåger en butik, skal ikke med i databasen, men kan man på kameraet se et minimalt udsnit af fortovet uden for, skal det med.

”Som butik skal man derfor overveje, om gevinsten ved at overvåge områder med almindelig færdsel, står mål med omkostninger til at registrere og vedligeholde POLCAM,” skriver Dansk Erhverv.

Organisationen kritiserer yderligere, at alle data skal indtastes manuelt – i stedet for at benytte de registre, som virksomhederne ligger i i forvejen. For store virksomheder kan der være tale om flere end 1000 kameraer på forskellige adresser.

 

Opdateret 2. jun 2021