Omdiskuteret dyrevelfærdsmærke kommer næste sommer

10. maj 2016 -
This describes the image
Foto: Colourbox

Stjernekød hedder et nyt statsligt dyrevelfærdsmærke, som kan komme på svinekød om et års tid, skriver Miljø- og Fødevareministeriet.

Bag mærket står Miljø- og Fødevareministeriet samt en række organisationer, blandt andet Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation DOSO, Landbrug & Fødevarer, Danish Crown, Dansk Supermarked, De Samvirkende Købmænd, Danske Slagtermestre, Lidl og Aldi. Endvidere støttes ideerne i ordningen af Det Dyreetiske Råd og Den Danske Dyrlægeforening.

Men ikke alle er lige vilde med mærket, der har været til heftig debat i dagligvarebranchen.

Coop, Forbrugerrådet Tænk og Dyrenes Beskyttelse har tidligere udtrykt kritik af mærket.

”Det statslige mærke bliver opdelt i tre niveauer, hvor der vil være skrappest krav i niveauet med tre stjerner. Men der er en risiko for, at forbrugerne bliver vildledt til at købe kød, der reelt ikke kan anprises for sin dyrevelfærd, hvis konventionelt svinekød eksempelvis får lov at bære én stjerne,” skrev Dyrenes Beskyttelse, da ideen bag mærket kom frem.

I dag er det kun 2-3 procent af den samlede danske svineproduktion, der foregår under vilkår, der svarer til mærkets krav til det 2- og 3-stjernede niveau. Af den del af produktionen, som leveres til det danske marked, vil 15-20 procent i dag kunne få dyrevelfærdsstjerner. Det er forventningen, at den øgede produktion af især 1-stjernede produkter vil øge andelen af stjernekød på det danske marked til omkring 50 procent i løbet af nogle år, skriver ministeriet.

- Dyrevelfærdsmærket gør det nemt og overskueligt at fortælle forbrugerne om forskellige niveauer af dyrevelfærd. Bedre dyrevelfærd må starte et sted og udvikle sig derfra. Det er vigtigt, vi kommer i gang nu, så flere dyr får det bedre. Og her kan markedet hjælpe. Det handler om værdier og holdninger, og lovgivningen kan ikke gøre det alene, siger fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Dyrevelfærdsmærket er en del af den politiske aftale om en Fødevare- og landbrugspakke indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.

Det nye dyrevelfærdsmærke er en frivillig ordning og har tre niveauer fra en til tre stjerner. Jo flere stjerner jo højere dyrevelfærd. En stjerne markerer, at mærkets grundkrav er opfyldt. To og tre stjerner markerer, at der er opfyldt supplerende krav om mere plads og udeareal.

- En stjerne: Fritgående søer, krølle på halen (uden halekupering eller halebid), mere plads og tildeling af halm

- To stjerner: Samme grundkrav + krav om mere plads

- Tre stjerner: Samme grundkrav + krav om endnu mere plads samt udeareal

Produkter med én stjerne er nye og kan produceres til en overkommelig merpris på 15-20 procent. Produkter med to stjerner eller tre stjerner findes allerede - Antonius, Bornholmergrisen, Den Go’e Gris (to stjerner) og økologi og Friland (tre stjerner) - men de afsættes i små mængder, fordi prisen er høj.

 

Opdateret 10. nov 2020