Ny redegørelse giver minister skyts til planlovsændring

10. dec 2015 -
This describes the image

V-regeringen henter argumenter for sit forslag om større butikker i en ny 80 sider lang redegørelse for udviklingen i detailhandelen herhjemme, der netop er offentliggjort.

I den pressemeddelelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet, der ledsager den nye redegørelse hedder det bl.a.:

"Det fremgår af redegørelsen, at en del butikker har en størrelse, der ligger lige op ad planlovens grænse på 1.000 kvm. i lokalcentre og som enkeltstående butikker. Når det gælder dagligvarer, ser en række nyopførte supermarkeder ud til at etablere sig op ad grænsen på 3.500 kvm., svarende til planlovens grænse i bymidter mv. Det tyder på, at grænserne kan udgøre en barriere for, at butikkerne kan udvikle sig på en måde, der afspejler forbrugernes efterspørgsel."

I regeringens forslag til ny planlov er der lagt op til nye grænser på hhv. 2.000 og 5.000 kvm.

- Det er vigtigt, at vi skaber gode rammer for vækst i detailhandlen. Det er en branche i udvikling, men også en branche hvis muligheder udfordres af e-handlen, der er i hastig udvikling. Med redegørelsen får vi en grundig belysning af den danske detailhandelsstruktur og nye tendenser. Regeringen ønsker, at kommunerne får større frihed til at planlægge, hvad der lokalt er bedst, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen i sin officielle kommentar til redegørelsen.

 

På foto: Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) arbejder for større dagligvarebutikker.

Foto: Sten Brogaard/Folketinget

Opdateret 10. nov 2020