Ny miljø- og fødevareminister udnævnes i dag
Statsminister Lars Løkke Rasmussen går i dag til dronningen for bl.a. at sætte navn på den nye miljø- og fødevareminister.
Det sker, efter at Esben Lunde Larsen (V) tirsdag meddelte på Facebook, at han stopper som minister og ikke genopstiller. Meddelelsen kom samtidig med en tilsvarende udmelding fra en anden Venstre-minister, Søren Pind, der er fratrådt som uddannelsesminister.
De to ministres fratræden kan give statsministeren lejlighed til at gennemføre en større ministerrokade. Detailhandlen vil først og fremmest fokusere på, hvem der bliver udpeget som ny miljø- og fødevareminister.
Der er to andre ministerier, som har stor betydning for detailhandlen, nemlig Skatteministeriet og Erhvervsministeriet. Branchen vil derfor have stor interesse i, om skatteminister Karsten Lauritzen (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) fortsætter i spidsen for deres respektive ministerier.
Minister i modvind
Ved sin fratræden som miljø- og fødevareminister tirsdag sagde Esben Lunde Larsen:
- I de forløbne tre år har jeg som først uddannelses- og forskningsminister og senest miljø- og fødevareminister været med til at gennemføre mange liberale mærkesager, og jeg har arbejdet med sektorer, erhverv og dagsordener, som jeg betragter som de vigtigste i Danmark.
Esben Lunde Larsen har meddelt, at han fortsætter som medlem af Folketinget frem til næste valg. Hvad han herefter skal beskæftige sig med, oplyser han ikke.
Esben Lunde Larsen har i sin ministertid været i strid modvind i sagen om de såkaldte kvotekonger. Det resulterede i, at han i august sidste år måtte overdrage posten som fiskeriminister til partifællen Karen Ellemann.