Lønstigninger kan slet ikke følge med inflationen

Politik og samfund 15. nov 2022 -
This describes the image
Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • I tredje kvartal lå lønstigningerne på 3,5 pct. i snit, mens inflationen lå lige under 10 pct. Økonom advarer mod løn-prisspiral forud for overenskomstforhandlinger

Skrevet af: Søren Tougaard

Købekraften svinder mere og mere ind blandt danskerne. Godt nok kunne danskerne glæde sig over en lønstigning på 3,5 pct. i snit i tredje kvartal, viser tal fra Danmarks Arbejdsgiverforening (DA). Men lønstigningen bliver hurtigt ædt op af den galoperende inflation, der bevægede sig lige under ti pct. i samme kvartal, skriver Ritzau. 

Dermed udhules danskernes realløn, selv om det danske arbejdsmarked fortsat er i topform med høj beskæftigelse og lav ledighed.

Cheføkonom Niklas Praefke hos Lederne mener, der er tale om meget moderate lønstigninger set i lyset af at der aldrig har været flere i arbejde, og at arbejdsgiverne hungrer efter medarbejdere. 

- Det havde jeg forventet, ville komme til udtryk i højere lønninger, skriver han  i en kommentar.

I 2023 skal overenskomsten fornys inden for en lang række fagområder på det private arbejdsmarked. Forud for forhandlingerne advarer cheføkonom i DA, Anders Borup Kristensen, mod at store lønkrav kan forlænge krisen. 

- Det er vigtigt, at vi undgår en løn-prisspiral, hvor lønstigningerne følger med inflationen op. Det vil blot svække økonomien, siger han. 

Også Butiksoverenskomsten skal genforhandles i 2023. 

 

Opdateret 15. nov 2022