Kurven for skolepraktik er knækket
Kun 533 unge var med udgangen af juli måned i gang med en skolepraktik, og det er det laveste tal i fem år.
Til sammenligning måtte 1120 unge acceptere at tage praktikken på skolen for to år siden, da reformen af uddannelsen slog igennem.
Der er tale om elever fra to årgange, og nogle af eleverne er kun i skolepraktikken i kort tid, inden de kommer ud i en butik.
Der er ligeledes sket et fald i antallet unge, der begynder i skolepraktik.
Således har 30 pct. færre skrevet under på en skolepraktikaftale i årets første halvår sammenlignet med 2017.
Det betyder dog ikke, at der er flere unge elever med uddannelsesaftaler ude i butikkerne. Tvært imod.
1873 unge har i årets første seks måneder indgået en aftale om praktik i en butik.
Sidste år på denne tid havde 2006 fået en aftale i løbet af året. Det er et fald på 7 pct.
I alt 5291 unge er lige nu i gang med en praktikperiode i en butik. Det er ligeledes det laveste antal i fem år.
Uddannelsesaftaler indledes typisk i august-september, så tallene kan endnu nå at ændre sig.