Høring: Ny planlov giver risiko for tomme bymidter
Flere interesseorganisationer bakker op om De Samvirkende Købmænd’s frygt for, at mange kommuner vil ødelægge bymidterne, hvis de får frihed til at etablere flere aflastningscentre med dagligvarebutikker.
DSK forudser, at mange kommuner vil konkurrere med hinanden om at tillade nye aflastningscentre uden for de mellemstore byer, hvor der kan placeres dagligvarebutikker på op til 4100 kvm. Frygten er, at det vil skade eksisterende bymidter og dagligvareforsyningen i oplandet.
Organisationer som Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening bakker nu op om kritikken og kritiserer regeringen for at give kommunerne for stor frihed, som kan ødelægge indkøbsmulighederne i bymidterne.
Dansk Byplanlaboratorium ønsker at beskytte de mindre byer mod at blive tømt for butiksliv og servicefunktioner og foreslår derfor, at de gældende regler for aflastningscentre og de nuværende grænser for butiksstørrelser fastholdes. Det gælder både dagligvare- og udvalgsvarebutikker.
”Store butikker uden for byerne vil svække livskraften i provinsbyer, der har det svært i forvejen. Hvis bymidterne forarmes, så taber byerne i konkurrencen om at tiltrække bosætning og nye investeringer,” skriver Byplanlaboratoriet.
Akademisk Arkitektforening er generelt positiv over for en forenkling af reglerne og metoderne, når planloven skal udmøntes, men advarer mod, at forslaget til en ny planlov indebærer ”en overhængende risiko for, at der vil opstå flere tomme bymidter, som igen kan få negative konsekvenser for resten af byerne”.
Tilfredse kommuner
Kommunernes Landsforening ser med stor tilfredshed på regeringen forslag til en ny planlov og de nye, mere liberale regler i detailhandelsbestemmelserne.
I DSK siger adm. direktør John Wagner om Kommunernes Landsforenings syn på planloven:
– Det kommer ikke bag på mig, at KL er begejstret for større kommunal selvbestemmelse. Alt andet ville være mærkværdigt, men dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er godt for den lokale detailhandel, at flere beslutninger kan træffes kommunalt.
– Al erfaring taler for, at mange kommuner i al for høj grad tænker kortsigtet – f.eks. lukker øjnene for konsekvenserne for bymidten og landdistrikterne, når de siger ja til butikker i aflastningscentre – og at de til tider også er mere optaget af konkurrencen med nabokommunerne end at fastholde en positiv balance mellem storby-butiksliv og dagligvareforsyning i den enkelte kommune. Så ja, kommunerne får større selvbestemmelse, men det er pr. definition ikke godt for dansk detailhandel og slet ikke for den nære butiksforsyning. Tværtimod, siger John Wagner.
Tidsplan for en ny planlov:
Regeringen sendte den 19. september et lovforslag til modernisering af planloven i offentlig høring. Høringsperioden sluttede den 17. oktober.
Erhvervs- og Vækstministeriet er nu ved at finpudse teksten til den nye planlov, så den efter planen kan fremsættes som lovforslag til første behandling i Folketinget i slutningen af november.
Regeringen når næppe at få planloven vedtaget inden jul. Lovforslaget skal til udvalgsbehandling og til anden og tredje behandling i Folketinget, inden det kan endeligt vedtages.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) forventer, at den nye planlov kan træde i kraft i første halvår 2017.