Grænsehandlen satser mere på bestil og hent

18. jun 2020 -
This describes the image
||| Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand|Foto: Helle-Karin Helstrand|Foto: Helle-Karin Helstrand|Foto: Helle-Karin Helstrand

De seneste år har flere og flere danske supermarkeder lanceret en køb og bestil ordning, der betyder, at kunderne kan bestille varer på nettet og senere hente dem ved butikkens lager.

Også i grænsehandlen er den måde at handle på blevet populær.

Et tjek på grænsebutikkernes websites viser, at kun en enkelt grænsebutik, nemlig Købmandsgården, endnu ikke tilbyder muligheden.

Fleggaard der med sine 16 butikker i Fleggaard- og Calle-kæderne, er langt den største spiller i grænsehandlen, tilbyder bestil og hent fra kædens største varehus i Harrislee.

- Corona eller ej, forventer jeg en markant fremgang i antallet af kunder der vælger denne indkøbsform og vi har igangsat en række tiltag der gør, at vi har forøget vores kapacitet væsentligt, siger direktør for Fleggaard Detail, Lars Mose Iversen.

Han sagde efter weekenden til Dansk Handelsblad, at salget stadig lå stadig noget under sidste års niveau. Han vil dog ikke sætte et indeks- eller omsætningstal på.

Fleggaard-koncernen omsatte i det skæve regnskabsår 2018/19 på 6,9 mia. kr. og leverede en bundlinje på 353 mio. kr.

- Jeg har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer m.h.t 2020 resultat, og jeg har af gode grunde svært ved at spå om sommerhandlen. De fleste af vores kunder er afskåret fra at køre sydpå i år. Til gengæld holder flere ferie i Danmark, hvor man så måske vil lægge en grænseudflugt ind. Vi forbereder os så godt vi kan på de forskellige scenarier, skriver Lars Mose Iversen i en mail til Dansk Handelsblad.

Fakta har igen åbent i sine tre grænsebutikker, der alle byder på "bestil og hent". Kæden omsatte sidste år for 356 mio. kr.

Faktas forretningsfører i Tyskland, Per Boesen, har ikke ønsket at svare på Dansk Handelsblads spørgsmål om weekenden og den kommende højsæson.

- For nuværende vil jeg gerne bruge 110 pct. af min tid på genåbningen, skriver han i en mail.

De fleste kunder, der handlede ved grænsen i weekenden, tog selv tjansen med indkøbsvognen:

Pensionist Jonna Pedersen fra Odense:

[caption id="attachment_89007" align="aligncenter" width="300"] Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]

Jonna Pedersen kører fra Odense til Fleggaard i Harrislee hver sjette uge – blandt andet for at købe dyremad til sine to hunde og to katte.

- Jeg sparer 100 kr. på en pose hundemad og 50 kr. på en pose kattemad, og osten køber jeg til halv pris, siger Jonna Pedersen.

Hun er ikke bange for at blive smittet på turen i grænsehandlen.

- Jeg er aldrig syg, men selvfølgelig skal man passe på, siger Jonna Pedersen, der egentlig er bekymret for, om der er meget trafik på motorvejen hjem.

Begrundelsen for ikke at handle lokalt er prisen.

- Min lokale købmand er for dyr. Men jeg kører også til Rema 1000, to-tre km. fra mit hjem, siger hun.

 

Per Pedersen med datteren Sara Theilgaard fra Hørning ved Aarhus:

[caption id="attachment_89008" align="aligncenter" width="300"] Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]

Familien er kørt til grænsen med trailer for at købe ind til datteren indflytterfest.

- Vi kører herned i ny og næ – når der er større begivenheder på vej, som nu Saras indflytterfest, siger Per Pedersen.

Når familien alligevel er i grænsebutikkerne, ryger der også andet i indkøbskurven.

- Når vi har læsset drikkevarer af, skal vi ind igen for at købe vaskemiddel. Til sammen køber vi i hvert fald for 5000 kr., siger 23-årige Sara Theilgaard.

Familien har ikke tjekket, hvor meget de sparer ved at køre til grænsen for at handle.

- Men nogle varer kan i hvert fald godt betale sig, siger Per Pedersen og tilføjer, at de bruger for 150 kr. brændstof.

Familien er ikke bange for smitte.

- Den kan vi også hente i den lokale brugs, siger Per Pedersen.

Han tilføjer, at han støtter den lokale SuperBrugs til daglig.

- Vi køber ikke vin i dag, da jeg lige har købt for 600 kr. vin i SuperBrugsen, siger han.

 

Ulla Blom med sin mor Annegrete Zickert fra Sønderborg:

[caption id="attachment_89009" align="aligncenter" width="300"] Foto: Helle-Karin Helstrand[/caption]

Ulla Blom er frisør og køber varer både til sine saloner og privat. Hun kører sammen med moren til grænsen cirka hver anden uge og lægger ikke skjul på, at det også er en hyggetur.

- Nogle gange har vi også Ullas søster med, siger Annegrete Zickert.

De tjekker priserne og køber kun de varer, det kan betale sig at købe.

- Vi køber vel for 1000 kr. per gang og køber meget på tilbud; vi har regnet ud, at vi sparer 2-300 på en tur, siger Ulla Blom.

Ingen af dem er bekymret for, om de på en tur i grænsehandlen kan få corona-virus med hjem.

- Havde vi været det, var vi ikke taget af sted, siger Annegrete Zickert.

De føler ikke, at de svigter den lokale handel og er ligeglade med, at nogle danskere via de sociale medier udtrykker foragt for danskere, der kører til grænsebutikkerne.

- Det er vi ligeglade med, og vi støtter også vores lokale Dagli’Brugs i Nybøl, siger Ulla Blom.

Opdateret 10. nov 2020