Folketinget drøfter borgerforslag om at fjerne afgifterne på brændstof

Politik og samfund 2. jun 2022 -
This describes the image
Danskerne har lagt en stor del af deres indkøb af nydelsesmidler i de danske butikker under corona-pandemien. Men nu kan lavere priser på brændstof kickstarte grænsehandlen.  Foto: Helle-Karin Helstrand
  • Billig tysk benzin kan blive gamechanger for grænsehandlen, mener Dansk Erhverv

Folketingets politikere drøfter i dag et borgerforslag om at fjerne alle afgifter på benzin. Lovforslaget er sat på Folketingets dagsorden til 2.  behandling den 7. juni.

Ønsket om billigere dansk benzin forstærkes af, at tyskerne nu kan tanke billigere benzin og diesel efter, at afgifterne fra den 1. juni er sænket til EU’s minimumssats. 

For danske bilister vil der således være flere kroner at spare ved at tanke benzin syd for den danske tyske grænse. Det kan ifølge Dansk Erhverv blive en gamechanger for grænsehandlen.

Ligesom De Samvirkende Købmænd mener, at der er behov for politisk handling for at imødegå en dyr sommer for danske butikker som følge af øget grænsehandel, så er meldingen fra Dansk Erhverv også klokkeklar.

- Danskerne er meget prisfølsomme. Og når der er penge at spare, så kører de gerne til Tyskland eller Sverige for at handle, siger Jacob Ravn, der er skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.

Han forudser, at den billigere tyske benzin bliver et trækplaster for danske bilister, som så samtidig vil fylde bilen op med grænsehandlesvarer. Det kan blive en gamechanger for grænsehandlen.

Flere spørgsmål til skatteministeren

På baggrund af et spørgsmål fra Bent Bøgsted, der er medlem af Folketinget uden for parti, har skatteminister Jeppe Bruus svaret, at regeringen ser med stor alvor på udviklingen i priserne på bl.a. brændstof.

Frygten for øget grænsehandel har fået medlem af Folketinget Eva Kjer Hansen fra Venstre til også at stille spørgsmål til skatteminister Jeppe Bruus, om han mener, at der er behov for at tage konkrete initiativer som følge af, at Tyskland sænker afgifterne på benzin og diesel.

Købmand Kim Rubæk, Meny Toldbodgade, Nykøbing Falster, har drevet butik i Rødby i mange år.  Og han har selv erfaring fra grænsehandelsbutikker.

- Vi har mange loyale kunder, som kommer for den gode service og høje kvalitet, og jeg tror på, de fortsat vil støtte op om butikken, også hvis de billigere benzinpriser lokker flere bilister over grænsen.

Han afviser ikke, at de danske butikker i Sønderjylland kan møde øget konkurrence.

Uddelerne Peter Damgaard Madsen og Ove Nielsen fra henholdsvis SuperBrugsen i Padborg og SuperBrugsen i Løjt Kirkeby i Sønderjylland siger til Tvsyd, at udviklingen i benzinpriserne vil kickstarte grænsehandlen.

Fakta i Tyskland mærker øget trafik 

Onsdag ramte prisen 17 kroner og 59 øre for en liter blyfri 95 i Danmark. Samme vare koster ifølge Tvsyd 13 kroner og 80 øre syd for grænsen.

Om udviklingen i brændstofpriserne siger salgs- og marketingdirektør Per Boesen fra Fakta i Tyskland:

- I går, da brændstofpriserne faldt i Tyskland, var der kø på benzinstationerne – ganske som der var kø på benzinstationerne i Padborg og Kruså, da brændstofpriserne for nogle måneder siden var billigst i Danmark.

Han siger også, at Fakta i Tyskland i går har oplevet øget trafik.

- Vi er klar med både ekstra varelager og øget bemanding til pinsen, der traditionelt er nogle af de store handelsdag. Det kan da godt være, at vi oplever ekstra meget trafik på grund af faldet på brændstofpriserne, siger han.

Cigaretter trækker også mod syd

Cigaretterne trækker også danskerne til butikkerne syd for grænsen. I dag koster en pakke cigaretter ca. seks kr. mere i Danmark end i Tyskland.

- Vi oplever et øget salg af cigaretter. De fleste af vores tobakskunder er meget opmærksomme på prisen på de forskellige produkter, og de har opdaget den forholdsvis store besparelse, der er syd for grænsen, siger Lars Mose Iversen, adm. direktør i Fleggaard til Dagligvarehandlen.

Opdateret 2. jun 2022