Røgen er så småt ved at lægge sig efter en travl uge i dansk politik, hvor regeringen kom med en stribe udspil. Blandt de glædelige forslag er at sløjfe afgiften på nødder og sætte midler af til at droppe andre afgifter på fødevarer.

Nøddeafgiften er et klassisk eksempel på et bureaukratisk misfoster, som blev opfundet i en tid, hvor verden så meget anderledes ud end i dag. Det var helt tilbage i 1922, dengang man kun kunne se stumfilm i biografen og Sovjetunionen lige var blevet dannet, at man i Danmark besluttede at indføre afgifter på nødder.

Det skete i forbindelse med en række andre afgifter på luksusvarer og skulle sikre, at folk ikke lavede marcipan hjemme for på den måde at omgå skatten på dyre varer som chokolade og konfekt.

Men da man lavede nøddeafgiften, gjorde man det på en meget kompliceret måde, idet den ikke bare er forskellig for forskellige nøddetyper, den er også forskellig alt efter, hvordan nødderne er behandlet. Det gør det meget besværligt for virksomhederne at regne ud, hvad der skal betales i afgift på forskellige fødevarer. Hvordan disse afgifter på henholdsvis hele, hakkede, saltede og ristede nødder har overlevet frem til i dag og næsten kan fejre 100-års jubilæum er lidt af en gåde, når man tænker på hvor mange gange politikerne selv har erkendt det tåbelige i afgiften.

Om årsagen til, at der nu omsider ser ud til at ske noget, er 100 års jubilæet, eller at EU-kommissionen ser ud til at dele Dansk Erhvervs opfattelse af - i en henvendelse sidste år - at selve afgiften er EU-stridig, er mindre interessant, da der nu tegner sig et politisk fl ertal for at afskaffe den.

Men tempoet – og dermed i sidste instans viljen - til for alvor at gøre noget ved de høje danske afgifter kan godt give anledning til bekymring. Listen over byrdefulde særafgifter er lang.

Danske virksomheder kæmper fortsat med en række skadelige afgifter på alt fra spiritus til chokolade, engangslightere og luften i softice, den såkaldte ”svulmningsafgift” til afgifter på the og kaffe.

De danske særafgifter påvirker danske virksomheders konkurrenceevne negativt. En ting er det administrative bøvl, lovlydige virksomheder i den sammenhæng udsættes for. En anden og måske endda endnu mere bekymrende ting er det boost, det giver snyd og illegal handel.

Mens politikerne giver sig god tid til at komme i gang med afgifterne, skaber den hastige vækst i e-handlen nye muligheder for omgåelse af såvel både danske (sær)afgifter, men også omgåelse af den høje danske moms. Og det er en langt mere alvorlig trussel mod de danske handelsvirksomheder end punktafgifterne.

Det skyldes ikke mindst en uheldig kombination af særdeles kreative forretningsfolk, utidssvarende internationale postregler, manglende kontrol og et ikke-sammenhængende momssystem i EU, der gør det let at snyde. Her er der ikke tid til at vente 100 år – selv 10 er alt for længe - men vi mangler en politisk erkendelse af, hvor alvorlig truslen er.

De nyeste tal for e-handlen viser, at allerede nu går over hver tredje nethandel til udlandet. En stor del af disse handler går til hjemmesider, der åbenlyst reklamerer med, at varerne – i øvrigt fragtfri - kan indføres uden moms og afgifter. Forbrugerne tilbydes tilmed at få refunderet moms og afgifter, hvis pakken, der er gaveindpakket og forsynet med en (fiktiv) lav pris, mod forventning bliver ”snuppet” i tolden.

Så mens vi glæder os over et velfortjent gok i nødden til afgifterne – så skal opfordringerne til også at finde skarpere skyts frem til kampen for ”fairplay” på den grænseoverskridende markedsplads for e-handel lyde herfra. Det kan næsten ikke gå for stærkt.