Fødevarestyrelsen: Vi har ikke midler til at kontrollere alt

7. sep 2018 -
This describes the image
Fødevarestyrelsen forventer, at butikker selv er i stand til at kontrollere datovarer, så styrelsen kan fokusere på andre kontrolområder. Den afbildede butik har ikke været genstand for Ekstra Bladets undersøgelse af gamle varer. Foto: Maj-Britt Rehnströ

Den seneste tids skriverier om sundhedsskadelige, gamle varer i dagligvarebutikker har vakt forundring og harme, ikke kun blandt forbrugere, men også i Fødevarestyrelsen.

- Jeg forventer, at det hører med til helt basalt købmandskab, at man dagligt følger op på, om de varer, man har på hylderne, er i orden. At sælge gammel mad, og især meget gammel babymad, er under al kritik, udtalte sektionsleder i Fødevarestyrelsen Pernille Lundquist Madsen til Ekstra Bladet sidste uge.

- Det burde jo ikke være svært at se, hvilke varer der trænger til at blive skiftet ud, og det er noget, vi forventer, butikkerne selv kan holde styr på, uddyber hun over for Dansk Handelsblad.

Derfor har Fødevarestyrelsen heller ingen planer om at skærpe indsatsen over for datovarer i butikkerne gennem f.eks. kontrolkampagner eller bedre vejledninger.

- Jeg forventer, at vi vil følge op gennem dialog med branchen, siger Pernille Lundquist Madsen.

- Der er ingen kontrolkampagner i pipelinen specifikt med fokus på for gamle varer. Datovarer er et blandt mange punkter vi kigger på, når vi er på de almindelige kontroller. Derfor er det også supervigtigt, at forbrugerne er med og holder øje, siger kontrolenhedschef i Fødevarestyrelsen, Vibeke Højbjerg.

Manglende ressourcer

Både sektionslederen og kontrolenhedschefen understreger butikkernes eget ansvar for at sikre, at loven bliver overholdt.

I har ansvaret for at varetage kontrollen med, at butikkerne overholder reglerne. Gør I det godt nok?

- Vi har ansvaret for at kontrollere, men vi har også begrænsede mængder ressourcer, og dem bliver vi nødt til at bruge fornuftigt. Vi har ikke mulighed for at føre 100 pct. kontrol med alting. Det er der ikke afsat midler til, svarer Pernille Lundquist Madsen.

- Ja, vi har kontrolansvaret. Men det er den enkelte virksomheds ansvar at overholde loven. Vi kan ikke stå derude hele tiden. Så kan man spørge: Er der nok kontrol? Det er et politisk spørgsmål, det kan jeg ikke svare på, siger Vibeke Højbjerg.

- Fødevarestyrelsens kontrol er en stikprøvekontrol. Vi kigger ikke på alle varer, vi kontrollerer heller ikke alle lovgivningsområder, når vi er ude. Det har vi ikke ressourcer til, tilføjer hun.

Brug egenkontrollen

Vibeke Højbjerg henviser desuden til butikkernes egenkontrol som et fokusområde for inspektionerne, fordi ”det fortæller os, hvordan det er de dage, vi ikke er her”.

- Nogle af udfordringerne findes ude i supermarkederne – det kan være den måde, de driver butikkerne på med mange ungarbejdere. De unge er måske løsere tilknyttet og ikke så godt inde i de rutiner, der skal være f.eks. for de varer der bliver for gamle, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Opdateret 10. nov 2020