Fødevarestyrelsen skal lave færre kontrolbesøg i fremtiden
I det netop fremlagte Fødevareforlig IV, som regeringen har vedtaget sammen med de øvrige partier i Folketinget, lægges der op til mindre kontrol i dagligvarebutikkerne og andre fødevarevirksomheder.
- I takt med at Fødevarestyrelsen øger mængden af data om virksomhederne og om relevante risici og bliver bedre til at benytte sig af den teknologiske og digitale udvikling, kan der frigøres kontrolressourcer uden at gå på kompromis med fødevaresikkerheden, står der i aftalen.
Helt konkret vil Fødevarestyrelsen reducere antallet af fysiske kontroller med 7500 ved udgangen af forligsperioden, som slutter i 2022.
- I 2020 reduceres antallet af planlagte kontroller fra 49.500 i 2018 til 46.000. I 2021-22 reduceres yderligere 2.000 kontroller årligt, således at der i 2022 gennemføres 42.000 planlagte kontroller, dvs. 7500 færre kontroller end i 2018, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i aftaleteksten.
Læs også: Nyt fødevareforlig tager hensyn til små producenter
Flere kontrolbesøg efter sanktioner
Det understreges, at kontrolreduktionerne er afhængige af, at der er udviklet "de fornødne datamodeller", som skal gøre det lettere at vurdere behovet for kontrol.
Med det nye fødevareforlig fortsættes den frivillige kædekontrol; men i stedet for nedsat kontrolfrekvens hos kædevirksomheder med god regelefterlevelse vil det for fremtiden blive nedsat kontrolsandsynlighed.
For virksomheder, der får sanktioner, bliver der til gengæld strammet op fra 2020 med to opfølgende kontrolbesøg.
- Fremover skal en sanktion udløse to gebyrbelagte kontrolbesøg i stedet for et. Det første besøg er målrettet overtrædelsen, og kun ved åbenlyse problemer i virksomheden tages andre emner op. Det andet besøg er en fuld kontrol, lyder det i Fødevareforlig IV.