FødevareDanmark: Ny fødevarekontrol rammer anstændige erhvervsdrivende for hårdt
En ny, skærpet fødevarekontrol er trådt i kraft fra årsskiftet.
Den nye lovgivning betyder, at butikker og erhvervsdrivende får yderligere to ekstra kontrolbesøg, hvis fødevarekontrollen har fundet kritikpunkter ved et tidligere besøg.
Skærpelsen sker, uanset om forseelsen er lille og er sket ubevidst, eller om der er tale om bevidst fusk.
Hos FødevareDanmark, der er interesseorganisation for små og mellemstore fødevarevirksomheder, mener adm. direktør Torsten Buhl, at de nye kontrolregler urimeligt rammer mindre, retskafne erhvervsdrivende alt for hårdt.
- Det skal være en særlig grund til to ekstra kontrolbesøg. Det skal ikke ske per automatik, blot fordi smiley-ordningen måske har været faldet ned fra væggen. De ekstra kontrolbesøg koster 700 kr. for hvert kvarter, og det mener vi, er en alt for stor byrde at pålægge små, selvstændige erhvervsdrivende, der gør alt for at overholde lovgivningen, siger Torsten Buhl.
Roser hård linje overfor snyderi
Torsten Buhl har ellers kun masser af roser til Folketingets brede fødevareforlig, som regeringen med fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) fik forhandlet på plads i efteråret.
Og det var også det grundlæggende budskab, da FødevareDanmark i dag havde inviteret Jakob Ellemann-Jensen med på besøg rundt hos lokale fødevarebutikker i Aarhus.
En rundtur, som både gik forbi Havnens Fiskehus og det prisbelønnede Slagterriget på Frederiksbjerg.
- Vi er helt enige i, at der skal sættes hårdt ind overfor alt snyderi i fødevarebranchen. Fødevarekontrollen gør et meget stort arbejde og er med til at skabe tillid til vores erhverv og tryghed for forbrugerne, siger Torsten Buhl forud for dagens ministermøde i Aarhus.
At besøget foregik i Aarhus, var bestemt ingen tilfældighed.
Jakob Ellemann-Jensen er nemlig opstillet i Østjyllands Storkreds - og som alle ved venter et folketingvalg lige rundt om hjørnet.