Fleggaard køber sjællandsk netbutik
Markedet for dagligdagsvarer som tandpasta, barberblade, underbukser og vaskemiddel har fået en ny, pengestærk spiller. Fleggaard-koncernen, som ejes af en af landets rigeste familier, har købt aktiemajoriteten i den sjællandske onlinebutik PostMe, som sælger dagligdagsvarer på nettet.
Det skriver Finans.
Fleggard oplyser ikke, hvad man har betalt for majoritetsposten, men Finans skriver, at der netop er tilført 4 mio. kr. til selskabet bag PostMe. Koncerndirektør og adm. direktør i Fleggard, Jens Klavsen, siger til Finans, at opkøbet er et naturligt skridt i virksomhedens vækstplaner.
- I denne forbindelse fandt vi frem til, at PostMe er et godt match, da virksomheden passer rigtig godt ind i vores digitale strategi. Det er således korrekt, at vi har købt aktiemajoriteten i PostMe, og vi forventer, at vi med vores kompetencer, erfaring og kapital kan føre virksomheden videre til næste niveau, skriver han i en e-mail til Finans.
PostMe havde i 2018 et underskud på 1,1 mio. kr. og Jens Klavsen oplyser, at det er planen at fortsætte virksomhedens nuværende sortiment og ikke udbygge med grænsevarer som øl, vand og vin.