Fælles front for at aflyse afgiftsstigning
Dagligvarebranchen kæmper en indædt kamp for at få aflyst den planlagte stigning af chokolade- og sukkervareafgiften pr. 1. januar 2018.
Udmeldinger fra en række af Folketingets partier til Dansk Handelsblad viser, at der hos nogle partier er politisk velvilje til at stoppe den planlagte stigning i afgifterne fra årsskiftet, men spørgsmålet er, om andre politiske temaer i efterårets finanslovsdebat vil forhindre, at indekseringen droppes.
Spørgsmålet om at aflyse indekseringen af afgifterne bliver højaktuelt, når forhandlingerne om finansloven for 2018 går i gang. Her er emnet blot én brik ud af flere, og for finansminister Kristian Jensen (V) gælder det om at få regnestykket til at gå op.
DSK har sammen med HK Handel, fødevareforbundet NNF, brancheorganisationen DI Fødevarer og Dansk Erhverv sendt en opfordring til Folketinget om at aflyse stigningen i afgifterne:
"Vi må konkludere, at afgiften i højere grad gavner grænsehandlen og dem, der vil svindle og omgå reglerne, end den forbedrer danskernes sundhedstilstand. Derfor vil vi kraftigt opfordre regeringen og de øvrige politiske partier til at annullere den planlagt stigning af chokolade- og sukkervareafgiften," skriver de til Folketingets partier.
Positive partier
I regeringspartiet Venstre siger skattepolitisk ordfører Louise Schack Elholm, at Venstre ser velvilligt på spørgsmålet:
– Vi er opmærksomme på de problemer, som indekseringen giver. Regeringen har nedsat saneringsudvalget, der skal se på de forskellige punktafgifter og den administrative byrde ved dem. Det udvalg har vi nedsat netop, fordi vi gerne vil noget af det administrative bøvl til livs. Et af de områder, vi har fokus på, er netop indeksering af f.eks. chokoladeafgiften, skriver hun i et skriftligt svar.
Regeringen har ikke lavet en samlet udmelding om, hvordan man stiller sig til ønsket om at aflyse indekseringen af afgifterne, men regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ser positivt på ønsket.
– I Dansk Folkeparti stemte vi imod, da man indførte indekseringen på chokolade og vin og andre gruppe. Det gjorde vi bl.a. fordi det skaber øget grænsehandel, men det er også svært at administrere for virksomhederne, der for nogle varegrupper skal lave nye emballager, så det passer til prispunkterne. Vi vil derfor gerne medvirke til at få afskaffet indekseringen igen, men det kræver naturligvis som altid, at vi finder finansieringen og et flertal til det, siger partiets skattepolitiske ordfører, Dennis Flydtkjær, i en mail.
For at bevare indeksering
Derimod vil Socialdemokratiet ikke bakke op om ønsket om at aflyse den planlagte afgiftsstigning, lyder det fra partiets skattepolitiske ordfører Jesper Petersen:
– Indekseringen af afgifterne er med til at finansiere de skattelettelser på indkomst, der blev vedtaget med skattereformen i 2012, og som indfases gradvist i disse år. Vi har siden været med til at droppe fedtafgiften og tage øl og sodavandsafgifterne ud af indekseringen. Vores prioritering er nu at tilskynde til flere investeringer i virksomhederne, investere i uddannelse og efteruddannelse samt at sikre kvaliteten af den fælles velfærd. Vi har således ikke prioriteret at sætte penge af til at droppe indekseringen.
Heller ikke Enhedslisten vil fjerne indekseringen, oplyser ordføreren Rune Lund:
– Vi ønsker ikke at fjerne indekseringen. Hvis der er et politisk flertal, der måtte ønske at sænke afgifter, så bør det ske ved en politisk beslutning, og ikke ved at fjerne indeksering.
I Alternativet siger skattepolitisk ordfører René Gade:
– I Alternativet ønsker vi at flytte beskatningen fra de laveste indkomster til skat på ejendom og finansielle transaktioner samt store formuer og forbrug – herunder punktafgifter. Derfor synes vi, at det er fornuftigt, at punktafgifterne tilpasses. Hvis det stod til os, skulle punktafgifterne dog indrettes anderledes, så der kom højere afgifter på sodavand og cigaretter – og lavere afgifter på nødder.