En kampagne mod datovarer kan blive nødvendig

16. aug 2019 -
This describes the image
Fødevarestyrelsen sætter fokus på datovarer. Smileyordningen. Illustration: Ulrik Samsøe Figen

At der i nogle dagligvarebutikker kan findes datovarer på hylderne, er ikke nyt for Fødevarestyrelsen. Men hvor stort problemet reelt er, er svært at vurdere, mener fuldmægtig i styrelsen Nina Læssø Jakobsen.

- Vi har været opmærksomme på problemet i et års tid, og vi har talt med erhvervet om det. Vi ser artiklerne i medierne, men det er svært at vide, om der primært kun er datovarer i de butikker, hvor medierne finder dem, eller om der er tale om et mere generelt problem, siger Nina Læssø Jakobsen.

Hun mener, at det er butikkernes ansvar at sikre, at der ikke er for gamle varer i butikkerne.

- Fødevarestyrelsen har ikke den fornødne tid til at finkæmme butikker for datovarer. Vi kan ikke forstå, at de ikke selv - ved hjælp af eksempelvis kædernes it-systemer - kan holde styr på, at varerne ryger ud af butikken, når de er blevet for gamle.

- Er problemet stort, kan det ende med, at vi må gennemføre en kontrolkampagne med fokus på datoen, siger Ninna Læssø Jakobsen.

Forskel på varer

Hun siger, at det er meget uheldigt, at der er varer i butikkerne, der har overskredet datoen.

- Men der er forskel på, hvor farlig en fødevare kan være, og det har betydning for sanktionen: Er der tale om vare, der har overskredet "bedst før"-datoen, skal der gøres opmærksom på det med eksempelvis skilte i butikken. Men den må gerne sælges. Har man ikke gjort kunderne opmærksomme på, at der er tale om markedsføring af en udløben fødevare, vil vi i nogle tilfælde blot vejlede uden at give en indskærpelse, siger hun.

Til gengæld må der ikke være fødevarer, der har overskredet "sidste anvendelsesdato”. Så vanker der en indskærpelse, og elitesmileyen eller den storsmilende smiley ryger. Ved gentagelser kan en bøde komme på tale.

- Den type varer kan gøre forbrugerne syge, siger Nina Læssø Jakobsen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?