DSK opfordrer til kamp imod overflødige afgifter

14. aug 2017 -
This describes the image
Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen fra De Samvirkende Købmænd. Foto: DSK
Skrevet af: Søren Tougaard

Henover sensommeren har afgiftsforhøjelser på varer som kaffe, te og andre nydelsesprodukter været tema for debat, efter at Dagbladet Børsen har fået indsigt i fortrolige dokumenter om punktafgifter i Skatteministeriet.

Et nedsat saneringsudvalg skal senere i 2017 komme med en analyse af forbrugs- og miljøafgifter, herunder ikke mindst forholdet mellem provenuet for staten og de påførte administrative byrder for virksomhederne.

Byrder, der ikke altid virker logiske.

F.eks. må isproducenter bruge kostbar tid på at sortere nøddesorter, fordi afgiftsreglerne er så ufleksible, at Skat skal vide præcist, hvilken typer nødder, der er anvendt i hvilken is.

Endnu inden anbefalingerne fra det nedsatte saneringsudvalg foreligger, og rapporten er klar til offentliggørelse, har skatteminister Karsten Lauritzen (V) på sin Facebook-side gjort det klart, at han vil arbejde for at fjerne afgifter.

Ryddes op i afgifter
Og den udmelding glæder De Samvirkende Købmænd (DSK), der er med i saneringsudvalget med 10 øvrige erhvervs- og brancheorganisationer, heriblandt Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Forbrugerrådet.

- Der skal både ryddes op i de punktafgifter, der medfører bøvl for virksomhederne, og som er uden miljømæssige eller sundhedsmæssige argumenter samt gribes ind over for grænsehandelen. Et konkret eksempel på sidstnævnte er, at afgifterne forhøjes på flere varegrupper herunder chokoladeafgiftsloven, vin, kaffe og the med videre per 1. januar 2018, hvis politikerne ikke griber inden. Og det opfordrer vi naturligvis til, at de gør, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen hos DSK.

Han understreger, at formålet med saneringsudvalget aldrig har været at nedbringe grænsehandelen, og at DSK fra dag et har tilkendegivet, at det er et spørgsmål om både og.

Opdateret 10. nov 2020