Dagrofas topchef: Energikrise er en erhvervskrise

Politik og samfund 12. sep 2022 -
This describes the image
Brugsen i Østerlars på Bornholm kan genopstå som Min Købmand. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • DSK mener, at købmænd skal kunne sætte prisen op på tobak for at kunne betale elregningen

Dagrofas topchef Tomas Pietrangeli skriver i et debatindlæg i dagbladet Børsen, at energikrisen er en erhvervskrise, som kan skævvride Danmark. De høje energipriser truer med at lukke flere af de mindre købmandsbutikker. Krisen rammer især landdistrikterne. 

Ifølge koncernchefen er investeringer i energioptimering fortaget, overskud og opsparinger er opbrugt, og alle energispareknebene er sat i værk.

- Vi ønsker, at regeringen sammen med Folketinget hjælper Danmark med at finde en vej ud af den nuværende situation, skriver Tomas Pietrangeli.

Han foreslår bl.a., at staten gør tiltag til at forbedre købmændenes likviditet og opretter en energikrisepakke til de danske virksomheder, der er hårdest ramt af stigende energipriser, og indfører prisloft på energi, så købmændenes økonomi kan stabilisere sig.

Tobakken kan betale for el

Købmændenes brancheforening kommer også med flere forslag til en redningsplanke i et debatindlæg i Altinget, hvor foreningens adm. direktør John Wagner bringer tobaksprisen i spil til en hjælpepakke.

Prisen på tobak ligger for detailhandlen fast. Det er den såkaldte banderolepris, som tilfældet også er for aviser og ugeblade samt spil.

- Disse ”fastprisvarer” udgør for mange mindre butikker 20 til 25 procent af omsætningen, hvor det for gennemsnitlige discountbutikker kun er 5-10 procent. Jo større fastprisvare-omsætning, desto mindre en andel af den samlede omsætning vil butikkerne kunne sprede omkostningsstigninger på, forklarer John Wagner.

Alt andet lige vil en stigende el-udgift derfor kunne medføre en større prisstigning på de almindelige fødevarer som mælk og smør, pålæg og kød, frugt og grønt i mindre dagligvarebutikker end i discount-sektoren. 

Derfor bør banderoleprisen ifølge John Wagner være en mindstepris fremfor en fast pris. Han mener, at købmændene skal have lov til at tage fem-ti kroner mere for en pakke cigaretter, hvis det kan være med til at finansiere de større el-udgifter.

- Når riget stander i våde, kan det vel ikke være rigtigt, at prisen skal betales via mejeriprodukter, men ikke via tobakken, lyder spørgsmål fra købmændenes lobbyist.

Opdateret 13. sep 2022