Dagligvarehandlen må undvære kompensation for afgiftslettelser

1. mar 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Som en del af regeringens ønske om at komme ”gakkede” afgifter og grænsehandel til livs besluttede den i finansloven for 2019 at afsætte et mindre, trecifret millionbeløb til afgiftslettelser på grænsehandelsfølsomme varer.

Det er blandt andet blevet til et forslag om at sænke afgiften på øl og vin med henholdsvis 13 og 3 pct. En manøvre, som Skatteministeriet forventer, vil koste statskassen 95 mio. kr., når der tages højde for forbrugernes ændrede adfærd.

Da regeringen for lidt over et år siden fjernede afgifterne på te, nødder og alkoholsodavand, lavede man en godtgørelsesordning, så virksomheder kunne få kompensation for afgiftsdifferencen på de varer, der var købt med en højere afgift.

Det skal erhvervsdrivende dog ikke forvente at få denne gang.

Afviser godtgørelse

I et høringssvar til lovforslaget har De Samvirkende Købmænd opfordret til at fastholde denne ordning, men det afviser Skatteministeriet.

”Der er tidligere i visse tilfælde givet mulighed for, at virksomheder kunne få godtgørelse af betalt afgift for virksomhedernes lagerbeholdning. Dette har typisk været tilfældet, hvor afgiftsnedsættelser er trådt i kraft med meget kort varsel, og virksomhederne derfor har haft kort tid til at indrette sig på lovændringerne. Afgiftsnedsættelserne for øl og vin foreslås at have virkning fra den 1. april 2019, hvorfor det ikke vurderes nødvendigt i dette tilfælde at give mulighed for godtgørelse af afgift for en eventuel lagerbeholdning af afgiftsbelagte varer,” skriver Skatteministeriet som svar til DSK.

Ikke overraskende falder ministeriets bemærkning ikke i ubetinget god jord hos DSK.

- Det er ærgerligt, man ikke får den afgiftsrefusion, man plejer at få. Det kan betyde, at indfasningen af afgiftslettelserne ikke sker på datoen 1. april, fordi man jo har en naturlig forventning om, at de varer, man har købt til gammel afgift, vil man gerne sælge først, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i DSK.

Lovforslaget forventes at blive stemt igennem af et flertal i Folketinget 14. marts.

Læs også: Dansk Erhverv roser finanslov – DSK er lunken

Opdateret 10. nov 2020