Bred enighed om kæmpe hjælpepakke
Ledigheden er steget med 14.700 på tre dage, mens mange virksomheder er på randen af konkurs.
For at få Danmark så godt igennem coronakrisen som overhovedet muligt er regeringen og alle Folketingets partier enige om en markant hjælpepakke til virksomheder, selvstændige og lønmodtagere.
Hjælpepakken er på i alt 100 mia. kr., men kan skrues op med et yderligere trecifret milliardbeløb, hvis der bliver behov for det.
Muligvis kan pakken komme over 300 mia. kr. i bestræbelserne på at sikre dansk økonomi og danske arbejdspladser, fortæller finansminister Nicolai Wammen.
- Vi vil gøre, hvad end det kræver at få Danmark igennem krisen, siger finansministeren på pressemødet flankeret af samtlige partiledere fra de øvrige partier.
Hjælpepakken omfatter kompensationsordning for selvstændige, der oplever store fald i omsætningen. I forvejen er der også indgået en trepartsaftale, der sikrer lønkompensation for lønmodtagere.
Dækker omsætningstab op til 80 pct.
Samtidig indeholder pakken en kompensation for virksomhedernes faste udgifter.
Således vil virksomheder, der har fået forbud mod at drive forretning for at stoppe smittespredningen med covid-19, få en kompensation på 100 pct. af udgifterne dækket, så længe forbuddet er gældende.
- Det her er et syvmileskridt i den rigtige retning. Det er en solid hjælp til virksomhederne i en historisk vanskelig tid. Krisen udvikler sig time for time, og derfor må vi forberede os på, at vejen ud af krisen kommer til at minde meget mere om et marathonløb, end om et 100 meterløb, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, i en kommentar til hjælpepakken.
For andre virksomheder gælder, at de kan få godtgjort dokumenterbare faste udgifter, f.eks. husleje, renteudgifter og uopsigelige kontraktbundne udgifter i en periode, hvis virksomhederne har oplevet en stor omsætningsnedgang.
Andelen af de faste udgifter, der kompenseres er følgende:
- 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100 pct.
- 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80 pct.
- 25 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 40-60 pct.
Læs også: 40 mia. skal hjælpe de små og de “ekstraordinært” ramte virksomheder
Se pressemødet om hjælpepakken