Brancher går sammen om emballage-håndtering i milliardklassen

26. maj 2020 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Producenterne til bl.a. dagligvarebranchen har besluttet sig for at stå stærkest muligt over for Folketinget, når detaljerne om et udvidet producentansvar på emballage skal udformes i de kommende år.

Folketinget skal om få uger tage stilling til et lovforslag fra regeringen om, at virksomhederne fra 2025 får ansvaret for at indsamle og genanvende deres emballage. Virksomhederne vil i fremtiden også få det økonomiske ansvar for, at emballage bliver indsamlet og genanvendt. Det vil blive en bekostelig opgave.

Kategori 10

De fire organisationer er dagligvarebranchens samarbejdsforum DagSam, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri.

Et klart budskab

Organisationerne fik forleden virtuelt foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Her fremlagde repræsentanter for de fire organisationer en model for, hvordan emballageaffald i fremtiden kan sorteres og indsamles og blive genanvendt.

– Vores primære budskab er: Det er os, der pålægges ansvaret og kommer til at betale, så vi er parate til at løfte opgaven, og det er vi klar til at gøre sammen, siger Mogens Werge, der er CSR og Public Affairs Manager i MLDK – Dagligvareleverandørerne.

Han samler trådene i den storstilede opgave på vegne af DagSam og er medlem af den arbejdsgruppe, de fire organisationer har nedsat. De fire organisationer foreslår Folketinget, at alle danske producenter etablerer en fælles organisation, der skal etablere en kollektiv ordning.

Virksomhederne hverken vil eller kan på egen hånd løfte det praktiske ansvar. Den kollektive ordning skal organisere og dokumentere genanvendelsen af producenternes emballageaffald. Det andet element i modellen er en ramme for en sammenhængende affaldssektor i Danmark, der kan tage sig af opgaven med at indsamle borgernes emballageaffald.

– Vi respekterer, at kommunerne fortsat skal løse de borgernære opgaver, og have den direkte kontakt med forbrugerne, men branchen vil have maksimal indflydelse på, hvordan modellen bliver skruet sammen, og at det bliver udbudt, så der kommer konkurrence om opgaverne, så det ikke koster mere end nødvendigt, siger Mogens Werge.

En vigtig opgave

Han understreger, at den enkelte producent har en klar interesse i at engagere sig i den opgave, som EU og Folketinget nu pålægger dem. Selv om det bliver en kollektiv opgave at sørge for at genanvende emballageaffaldet, har den enkelte virksomhed selv en væsentlig opgave.

– Nok så vigtigt er det, at producenterne skal arbejde med deres emballage. Det princip man bruger, er, at hver emballagetype skal bære sin egen omkostning. Har man en emballage, som er meget svær at genanvende, bliver det dyrere, men hvis den er nem at genanvende og har en høj værdi, bliver det alt andet lige billigere.

– Derfor har vi lavet en emballagemanual i DagSam. Man kan lige så godt begynde at kigge på sin egen emballage nu og sige, jo mere vi optimerer vores egen emballage, jo billigere bliver det. Man skal optimere efter, at emballagen skal være designet til genanvendelse og efter, at man ikke bruger for meget emballage, siger Mogens Werge.

Lovforslaget om det udvidede producentansvar for emballage skal til 2. behandling i Folketinget den 2. juni og derefter til 3. behandling den 4. juni.

Fakta om DagSam og emballage:

- DagSam – dagligvarebranchens samarbejdsudvalg – har for et par måneder siden offentliggjort en emballageguide. Branchen mener, at der er behov for at guide og støtte, så virksomheder kan udvikle mere klima- og miljøvenlige emballager.

- DagSams guide udstikker et fælles sæt principper for emballagedesign. Hovedprincipperne i guiden er: Emballager minimeres, så der bruges mindst muligt materiale.

- Emballager skal designes til den cirkulære økonomi, altså kunne genbruges eller genanvendes. Det forudsætter brug af mono- materialer og et valg mellem et begrænset antal plasttyper.

- Emballager skal være fremstillet af genanvendt materiale, hvor det er muligt. Emballagens samlede miljøbelastning skal reduceres mest muligt.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?