Borgmester tager første spadestik til ny pantfabrik
Råkoldt novembervejr kunne ikke hamle op med Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), der onsdag eftermiddag trodsede kulde og vind for at tage første spadestik til Dansk Retursystems nye pantfabrik i Høje-Taastrup.
Den nye fabrik forventes at stå klar i februar 2020 og skal kunne håndtere 2 mio. tomme emballager om dagen.
- Vi får en fuldautomatiseret og højteknologisk fabrik, der sikrer en endnu mere effektiv genanvendelse af plast, aluminium og glas fra emballager med pant til gavn for både miljøet og klimaet. Det er alt sammen skridt på vejen til målet om 100 pct. cirkulær økonomi, siger adm. direktør i Dansk Retursystem, Lars Krejberg Petersen, i en pressemeddelelse.
Læs også: Dansk Retursystem foran store investeringer
I forbindelse med det indledende gravearbejde sagde borgmester Michael Ziegler:
- Vi smider alle hver dag masser af ting ud, men heldigvis har vi i Danmark et pantsystem, der sikrer, at vi genanvender flasker og dåser. Derfor er jeg også glad for, at vi her i Høje-Taastrup har virksomheder som Dansk Retursystem, der tænker langsigtet og tilpasser sig behovet ud i fremtiden.
Pantpresset stiger
Dansk Retursystem er vokset ud af de nuværende rammer i fabrikken i Hedehusene. De seneste fem år har budt på en vækst på over 30 pct., og ifølge pressemeddelelsen fra Dansk retursystem forventes der ikke overraskende mere pres på systemet fra 1. januar 2020, når der også indføres pant på juice- og saftemballage.
Dertil kommer den uafklarede sag om pant på dåser og flasker købt i grænsehandlen, som på et tidspunkt kan betyde et ekstra pres på sorteringen på hundredevis af millioner emballager.
Læs også: EU afviser Dansk Erhvervs klage over pantfri dåser
Hver dag kører 3,5 mio. flasker og dåser igennem Dansk Retursystems sorteringsmaskiner. Det svarer til næsten 1,3 mia. emballager om året.
Læs også: Dansk Retursystem indleder jagt på 140 mio. flasker og dåser