Bagmænd skaffer falske pantmærker i udlandet
Danske pantmærker har normalt kun minimal interesse i udlandet, men når det gælder om at trykke falske danske pantmærker, indgår danske bagmænd i flere tilfælde et tæt samarbejde med professionelle trykkerier i udlandet.
En 33-årig mand blev for nylig i Retten i Glostrup idømt fængsel i to år og tre måneder og en tillægsbøde på næsten fire mio. kr.
I efteråret 2015 blev han afsløret på grænsen mellem Serbien og Kroation med over 100.000 falske pantmærker i bilen. Etiketterne var blevet trykt i Tyrkiet.
Svindlen opstår, når man videresælger drikkevarerne med de falske pantmærker. Butikken betaler her for panten, men svindleren har ikke selv betalt pant og kan derfor stikke pengene i lommen.
– Det kan sagtens blot være toppen af isbjerget, hvor det tyrkiske trykkeri fremstiller falske pantmærker til andre end den 33-årige. Men vi ved det ikke. Vi ved derimod, at manden havde kontakt til to trykkerier i Tyrkiet, siger anklager Henrik Uhl Pedersen, Vestegnens Politi.
– Man må tro, at der er mere end én aftager i Danmark, når pantmærkerne bliver trykt i Tyrkiet, tilføjer han.
Han siger, at politiet under efterforskningen har fået oplysninger om, at der også skulle være et trykkeri i Polen, som fremstiller falske danske pantmærker, men den nu dømte anvendte ikke det trykkeri.
Pantmærker fra Kina
Det er ikke første gang, at falske pantmærker fra udlandet slipper ind over den danske grænse.
I 2012 fik den danske bryggeribranche et chok, da en omfattende svindel med falske pantetiketter blev opdaget.
Efterforskningen viste, at der blev sendt store partier falske danske pantmærker fra Kina til en mand i Malmø. Herfra blev pantmærkerne sendt til firmaer i Danmark. Der var typisk tale om firmaer, der importerede sodavand til Danmark.
Der faldt aldrig dom i sagen. I 2014 var den imidlertid gal igen, da Coca Cola-flasker med falske pantetiketter blev opdaget på Sjælland. Politiet og Skat indledte en jagt på bagmændene, men heller ikke her førte sagen til domsfældelse.
Dommen ved Retten i Glostrup er første gang, at svindel med falske pantmærker fremstillet i udlandet fører til en dom over en bagmand.
– I Dansk Retursystem tager vi altid den slags svindel meget alvorligt. Vi overvåger hele tiden markedet tæt i samarbejde med myndighederne, og opdager vi svindel, så anmelder vi det, siger adm. direktør i Dansk Retursystem, Lars Krejberg Petersen.