Antallet af tomme småbutikker skyder i vejret

Politik og samfund 31. jan 2023 -
This describes the image
Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • I løbet af 2022 voksede antallet af udbudte lokaler på 200-399 kvm med 25 pct.

Der er sket en kraftig vækst i antallet af mindre butikslokaler, som står tomme, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. 

Særligt små spisesteder har haft det hårdt, og langt færre end normalt kaster sig ud i at åbne egen butik eller café, lyder nogle af forklaringerne.

Det fremgår af det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, udgivet fælles af erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk, af Dansk Ejendomsmæglerforening og af EjendomDanmark, som repræsenterer udlejere og administratorer af ejendomme.

- I løbet af 2022 voksede antallet af udbudte lokaler på 200-399 kvadratmeter fra 280 til 350 eller 25 procent. For de mindste lokaler under 200 kvadratmeter var stigningen næsten 45 procent – fra cirka 480 udbudte lokaler til lige knap 700, siger Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

Overordnet set klarer butikker og spisesteder sig bedre i en tid med tårnhøj inflation og rekordlav forbrugertillid end frygtet af mange, men for de mindste lejemål er der sket en kraftig vækst i antallet af ”til leje”-skilte det seneste år.

- Trods udhulingen af forbrugernes købekraft via stigende priser og renter har detailsektoren klaret sig overraskende godt. Den overordnede stabile udvikling dækker dog over, at flere mindre butikslokaler er kommet i udbud det seneste år, siger Ole Hækkerup, adm. direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening.

På landsplan er lige godt 9.000 erhvervslejemål og ejendomme udbudt via Ejendomstorvet.dk i øjeblikket, heraf 1.620 lokaler til butikker, spisesteder, cafeer og takeaway, fordelt over hele Danmark.

Danmark har i alt 20,1 mio. kvadratmeter butiksareal, og ved indgangen til 1. kvartal 2023 var 551.000 kvm udbudt til leje eller salg svarende til 2,7 pct. , fremgår det af en pressemeddelelse fra Ejendomstorvet.dk


 

Opdateret 31. jan 2023