Alternativet: Hæv tobaksafgift med 75 pct.

14. maj 2018 -
This describes the image
Socialdemokratiet prisstigning cigaretter tobakspriser Foto: Colourbox
Skrevet af: Henrik Denman

I et forsøg på at få færre danskere til at ryge cigaretter forsøger Alternativet nu at samle flertal i Folketinget til at hæve tobaksafgiften med 75 pct.

Tre af Alternativets folketingsmedlemmer, Pernille Schnoor, René Gade og Carolina Magdalene Maier, har stillet forslag til folketingsbeslutning, som vil pålægge regeringen inden udgangen af 2018 at fremsætte et lovforslag om at hæve tobaksafgiften med 75 pct.

Regeringen bakker ikke op om forslaget, som er sendt til behandling i udvalg.

– For regeringen er det udelukket at gennemføre så ekstreme afgiftsforhøjelser, som Alternativet foreslår, da risikoen for væsentlige negative konsekvenser er alt for stor, sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) ved førstebehandlingen. Han fremhæver særligt risikoen for en kraftig stigning i grænsehandlen og for et voksende illegalt marked.

Lave danske priser

I bemærkningerne til forslaget skriver Alternativet, at højere tobaksafgifter "med stor sandsynlighed kunne forhindre, at flere børn og unge begynder at ryge". Partiet sammenligner også med cigaretpriser i andre europæiske lande og henviser til en opgørelse fra Danmarks Statistik, der fastslår, at Danmark er det næstbilligste land ud af 37 europæiske lande at være ryger i.

Skatteminister Karsten Lauritzen har sympati for tankerne bag forslaget, men siger, at en forhøjelse af afgifterne vil medføre en voldsom stigning i grænsehandlen og sandsynligvis også i den illegale handel med cigaretter.

– Vi ved ikke, hvad de præcise konsekvenser vil være, men vi ved, at risikoen for stigende grænsehandel, illegal handel og mistede afgiftsindtægter jo altså er betydelig. Vi har tidligere set, hvordan der udvikler sig sorte markeder i Danmark, og det sker ganske hurtigt, sagde han ved førstebehandlingen.

Pernille Schnoor har bedt skatteministeren om at give et skøn for, hvordan provenuet i statskassen vil udvikle sig, hvis man i stedet for en afgiftsstigning på 75 pct. øget afgiften med 5, 10 eller 20 pct.

Ligeledes har hun stillet spørgsmål om de samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis en gennemsnitlig pakke cigaretter kommer til at koste 50, 60 eller 90 kr.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?