Stifter: Konkurs rammer ikke Shobr
Netsupermarkedet Shobr.com fortsætter med at sælge og levere varer til private forbrugere.
Det oplyser adm. direktør Lars Munch Johansen til Dansk Handelsblad. Netsupermarkedet bliver således ikke påvirket af, at selskabet bag netsupermarkedet, Shopall24.com Danmark er erklæret konkurs.
Lars Munch Johansen oplyser, at Shobr.com senere i oktober følger planen og lukker det fysiske lager i Danmark. I stedet åbner virksomheden et nyt lager i Flensborg i Tyskland, hvorfra danske kunder vil få leveret varer.
Konkursbegæringen drejer sig om selskabet bag Shobr.com, som heder Shopall24.com Danmark.
- Det danske operationsselskab Shopall24.com Danmark er taget konkurs, og der forhandles pt. med de involverede parter omkring fremtiden for dette, skriver Lars Munch Johansen i en mail.
Shopall24.com Danmark er i forvejen sat under tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen, fordi årsregnskab endnu ikke er afleveret.