Netbutikker holder forbruget i gang

24. mar 2020 -
This describes the image
Foto: PR

Danskerne har i høj grad taget regeringen og statsminister Mette Frederiksens opfordring om at handle online til sig.

En ny opgørelse af internethandlen i perioden 16. marts til og med 23. marts fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) viser, at de rene netbutikker klarer sig bedre end virksomheder med både en fysisk og digital butik. Ifølge tallene fra FDIH er 38 pct. af de rent, digitale netbutikker ramt negativt af krisen mod 63 pct. af omni-channel virksomhederne.

Faktisk oplever 49 pct. af onlinebutikkerne fremgang, mens 4 ud 10 melder om fremgang i salget på mindst 25 pct.

- Det er rigtigt positivt, at det går fremad for flere butikker. Vi har brug for virksomhederne nu, og vi har i den grad også brug for dem efter krisen, når vi skal have Danmark i gang igen, lyder det fra FDIH's adm. direktør Niels Ralund i en pressemeddelelse.

Han hæfter sig også ved, at flere virksomheder ligefrem hyrer nye medarbejdere for at kunne følge med den øgede efterspørgsel. Dagligvarevirksomheden nemlig.com har planer om at ansætte 200 nye medarbejdere i den kommende tid, men også mindre virksomheder som Med24 og Luksusbaby hyrer flere nye kolleger.

En økonomisk livline

Selvom virksomheder med både fysiske og digitale salgskanaler er hårdt ramt i denne tid, skal vi prise os lykkelige over, at danskerne er så fortrolige med onlinehandlen, forklarer Niels Ralund.

- Vi skal være glade for, at så mange virksomheder er tilstede online, og at forbrugerne er ganske hjemmevante med at handle på nettet, for den øgede handel online er lige nu en økonomisk livline for både virksomheder og medarbejdere rundt om i landet, siger Niels Ralund og opfordrer om at handle i danske virksomheder.

- Hver en ordre gør en kæmpe forskel for virksomhederne, som jo i høj grad er med til at finansiere den fælleskasse, der hjælper rigtig mange, så hvis vi som forbrugere har mulighed for at hjælpe virksomhederne, så skal vi gøre det.

Ikke lutter lagkage

At nogle netbutikker oplever fremgang i denne tid er dog ikke ensbetydende med, at træerne gror ind i himlen. Især tøjbutikkerne samt rejse- og oplevelsesvirksomhederne er hårdt pressede.

Eksporten er langt under vanligt niveau og 76 pct. af ehandelsvirksomhederne svarer, at eksporten er påvirket. Flere virksomheder vil med al sandsynlighed også være nødt til at afskedige. 14 pct. af respondenterne i FDIH's undersøgelse svarer, at de forventer at skulle fyre inden for de næste tre uger.

Derfor sender FDIH også ros mod politikerne for at have iværksat de første hjælpepakker, som 39 pct. af respondenterne forventer at gøre brug af.

- De lander et tørt sted for mange, og vi ser da også, at flere vil bruge dem. Jeg tror dog stadig, at der vil blive brug for flere hjælpende hænder, og derfor er jeg også glad for, at rigtig mange politikere har meldt ud, at de er klar til at sende endnu mere hjælp af sted til virksomhederne. Det bliver der desværre brug for – også selvom det visse steder går i den rigtige retning, siger Niels Ralund.

Opdateret 10. nov 2020