ZBC må uddanne bagere og slagtere i Køge
Dansk dagligvarehandel har i øjeblikket svært ved at skaffe bager- og slagterelever nok, men nu får de unge endnu et sted, hvor de kan tage grundforløb 1 og 2 med henblik på at komme i praktik i et af de to fag.
Det er den sjællandske erhvervsskole ZBC, der nu åbner grundforløb 1 inden for fødevarer, jordbrug og oplevelser. De fungerer som indgang til uddannelser på fødevareområdet og det grønne område samt grundforløb 2 inden for bager/konditor, gastronom, tjener samt gourmetslagter.
ZBC har fået grønt lys af Region Sjælland samt godkendelse fra undervisningsminister Merete Riisager Andersen (LA) til at starte de to nye grundforløb til erhvervsuddannelser op.
For de nye uddannelsesmuligheder er der tale om områder, hvor Det Regionale Arbejdsmarkedsråd på Sjælland har identificeret, at der er udfordringer med at skaffe nok faglært arbejdskraft.
Elever vinder mesterskaber
Samtidig er det områder, hvor ZBC kommer med masser af erfaringer og høj faglighed. Ud over at drive uddannelserne rundt om på Sjælland, har man specielt på fødevareuddannelserne markeret sig som førende ikke bare i Danmark, men også langt uden for landets grænser. Bl.a. blev det ved seneste WorldSkills til en tredjeplads for kokkeelever og så har bagerlandsholdet, som ZBC står bag, netop hjemtaget et nordisk mesterskab, lyder det i en pressemeddelelse fra skolen.
Erfaringer fra andre kommuner, hvor ZBC har oprettet uddannelser er således, at det ikke har en negativ effekt på optaget til eksisterende uddannelser.
- Det har faktisk haft en samlet set positiv effekt, hvor en større gruppe unge, der måske ellers ikke ville tage en uddannelse, er kommet ind på et grundforløb og herfra videre ind i uddannelsessystemet. Det er samme udvikling, som vi forudser vil ske i Køge, siger vicedirektør ved ZBC, Jan Bagge.
ZBC er Danmarks største erhvervsskole med adresser i Slagelse, Holbæk, Roskilde, Køge, Ringsted, Næstved, Haslev og Vordingborg.