Vederlagene vokser i toppen af dagligvarehandlen

12. jun 2020 -
This describes the image
Foto: Colourbox

Kampen om markedsandele rykker år for år grænserne mellem de fire største spillere i dagligvaremarkedet. Og mens Salling Group, Coop, Rema 1000 og Dagrofa - der tilsammen dækker 92 pct. af markedet - alle på papiret kan notere finansiel fremgang af varierende grad, har de samlede vederlag til topledelserne også taget nøk opad i 2019.
Skimmer man gennem årsrapporterne for de respektive kæder og koncerner kan det dog være svært at udlede præcis, hvor meget vederlagene stiger - og ikke mindst, hvem modtagerne er.

Som klassens mest gennemsigtige finder vi Coop.

Coop Danmark havde et blandet, men i store træk tilfredsstillende, regnskab, hvor omsætningen holdt sig på den pæne side af 42,7 mia. kr., mens resultatet faldt med 246 mio. kr. til 378 mio. kr. i 2019. Nedgangen skyldtes dog især frasalg i 2018 - og har ikke bevirket, at adm. direktør Peter Høgsted og resten af direktionen er gået ned i løn.

Sammen med de fire koncerndirektører Jan Madsen, Jens Visholm, Kræn Østergaard Nielsen og Stina Glavind kunne Peter Høgsted nemlig se det samlede vederlag til Coop-ledelsen stige med 2 mio. kr. til samlet 42 mio. kr. i 2019. Mens vederlaget til Coops direktion således steg, forblev vederlaget til Coop Danmarks bestyrelse, der har formand Lasse Bolander for bordenden, det samme som i 2018, nemlig 4 mio. kr.

Fremgang lig med bonus
Hos landets største dagligvarevirksomhed, Salling Group, bliver regnestykket dog straks en smule svære.

Ifølge Salling Group steg omsætningen til 56,7 mia. kr. i 2019, mens resultatet - minus frasalget af den svenske gren af Netto - steg med 39 mio. kr. til 1,5 mia. kr.
Set over en bred kam smitter væksten i det forgangne år også positivt af på Salling Groups øverste profiler. Af årsrapporten fremgår det, at "det samlede vederlag til bestyrelsen og "the executive board" (direktionen, som så vidt vides alene tæller af adm. direktør Per Bank, red.) beløber sig til 31 mio. kr. mod 25 mio. kr. i 2018."

Dansk Handelsblad har spurgt Salling Group, hvorvidt "the executive board" omfatter andre end adm. direktør, men Salling Group er ikke vendt tilbage trods gentagne henvendelser.
Foruden Per Bank og bestyrelsen, som i 2019 havde Nils Smedegaard Andersen for bordenden, er der også øget tyngde i vederlagspakken til ti "ledende medarbejdere", der har været en del af Salling Group i 2019 (hvoraf otte stadig er i koncernen).
Det samlede vederlag voksede fra 76 mio. kr. i 2018 til 91 mio. kr. i 2019, hvoraf 14 mio. kr. i 2019-regnskabet er bundet op på langsigtede, 2-årige incitamentsprogrammer, som Salling Group har på plads for Per Bank og ti ledende medarbejdere. Af de 91 mio. kr. udgør det årlige vederlag til ledelsespersonerne 70 mio. kr.

For den samme gruppe, der blandt andre omfatter koncernfinansdirektøren Anders Hagh og de øverste ansvarlige for Netto, Føtex og Bilka, har Salling Group også et kortsigtet bonusprogram, hvor bonussen ikke mindst afhænger af årets indtjening.
Herudover afsætter virksomheden også 3 mio. kr. til eftervederlag og 4 mio. kr. til opsigelsesgodtgørelse.

Incitamenter i spil

Hos dagligvarekoncernen Dagrofa har man i senere år rykket rundt på flere ledende poster, og rent regnskabsmæssigt har Dagrofa taget et markant spring fremad.
Dét, selvom bundlinjen viser et underskud på -122 mio. kr., hvilket dog er en forbedring på 471 mio. kr. sammenlignet med 2018.

Omrokeringerne på koncernledelsesgangene betød i 2018 blandt andet et farvel til koncernchef Per Thau, hvor den siddende (og nuværende) bestyrelsesformand Jesper Lok i en periode trådte til som konstitueret koncernchef. Samme år ændrede datterselskabet Foodservice Danmark navn til Dagrofa Foodservice, hvorefter den adm. direktør, Peter Bruun, fik plads i koncernledelsen, mens rollen som HR- og Kommunikationsdirektør året forinden blev brudt op i to selvstændige stillinger - begge ligeledes med plads i koncernledelsen.

De mange udskiftninger betød, at Dagrofas vederlag til direktionen fra 2017 til 2018 voksede fra 12,2 mio. kr. til 27,7 mio. kr. pga. fratrædelsesgodtgørelse til Per Thau.
I 2019 lyder det samlede vederlag til koncernchef Tomas Pietrangeli og de andre ni medlemmer koncernledelsen på i alt 20,7 mio. kr. Forklaringen på, at det samlede vederlag til ledelsen er steget med 8,5 mio. kr. fra 2017 til 2019 (foruden opdelingen af visse roller) er ifølge Dagrofa, at der i 2019-regnskabet er afsat penge til et "long term incentive-program" for koncernledelsen. De afsatte midler vil ifølge Dagrofa blive udløst, "i 2022, såfremt koncernen når sin målsætning."
Dansk Handelsblad har spurgt Dagrofa præcis, hvilken målsætning virksomheden skal nå for at bonussen kan indfries. Dagrofa har dog "ikke yderligere kommentarer", lyder det i et mailsvar.

På bestyrelsesgangen har Dagrofa-formand Jesper Lok og kompagni desuden også fået lidt ekstra i 2019. Vederlaget på bestyrelsesniveau steg fra 2018 til 2019 fra 3,6 mio. kr. til 4,4 mio. kr.
Rema 1000 oplyser, som tidligere år, ikke om vederlag til selskabets direktion. Det kan Rema 1000, fordi årsregnskabslovens §98b, stk. 3 nr. 2 gør det muligt at udelade sådanne oplysninger, hvis de er direkte henførbare til enkeltpersoner - og da selskabets direktion alene tæller adm. direktør Henrik Burkal, så behøver Rema 1000 altså ikke offentliggøre udgifterne til vederlag .
Heller ikke Aldi, hvor Finn Tang er adm. direktør, oplyser om vederlag, mens Lidl slet ikke offentliggør sit regnskab.

Opdateret 10. nov 2020