Varebilen får fikse detaljer
I handelsbyer over hele landet får bilerne mindre plads, og den udvikling rammer også transport af varer til butikkerne. Det stiller stigende krav til bilproducenterne, som i højere grad skal tilbyde biler, som passer til moderne bytrafik.
Det er krav, som den nye varebil Peugeot Expert lever op til. Bilen fås i tre længder. Ud over længderne på 4,95 og 5,30 meter er der nu også en helt ny udgave på blot 4,60 meter, som er både kompakt og praktisk og velegnet til tæt bytrafi k. Vi har testet den nye udgave af Expert med en 2.0 BlueHDi dieselmotor med 150 HK i en lang version og manuel gearkasse. Den nye generation af Expert har bl.a. den fordel, at den vejer mindre end forgængeren. Vægten er reduceret med mellem 100 og 150 kg i forhold til forgængeren.
Samtidig har Peugeot sat effektive BlueHDi-motorer i varebilen, så den kører op til 19,6 km per liter, og det er et meget lavt forbrug. Samlet betyder det et reduceret brændstofforbrug og i sidste ende lavere omkostninger. På motorsiden kan man vælge mellem den lille 1.6 liter og den store 2.0 liter Blue- HDi-motor. Alle motorerne lever op til Euro 6-normen.
Fra kompakt til lang
Varebilen fås i tre længder: kompakt, standard og lang. Desuden fås den i tre forskellige udstyrsniveauer, og det passer mange erhvervskørere glimrende, da de ikke har for vane at lægge mere avanceret udstyr i bilen end nødvendigt. Den kompakte version på 4,60 m har en maksimal lasteevne på 1.400 kg og er virkelig velegnet til forretninger, der for det meste har distributionskørsel i byområder. Standardversionen på 4,95 m og den lange version på 5,30 m kan begge rumme tre europaller.
Komforten er god i førersædet, og midtersædet kan foldes ned og bruges som skrivebord, så man har et mobilt kontor. Peugeot giver mulighed for at tilkøbe en vifte af moderne sikkerhedsudstyr, som kan supplere det i forvejen høje sikkerhedsniveau. Formentlig er det kun et spørgsmål om tid, inden en del af det ekstra sikkerhedsudstyr bliver standard. Peugeot Expert har nogle innovative features.
Den fås med håndfri åbning af skydedøre, som kan åbnes med foden takket være en sensor i den nederste kant af bagkofangeren. En anden funktion, der letter kørslen især i byen, er VisioPack med bakkamera med 180 graders synsvinkel og zoom. Expert koster fra 150.000 kr. plus moms, mens prisen for testbilen med en del ekstra udstyr var ca. 202.000 kr. plus moms. Peugeot Expert er velkørende, fornuftigt tilpasset vilkårene for nutidens bykørsel og med en brændstoføkonomi, der er i top på markedet.