Unge siger nej til detailhandlen
Detailhandlen kæmper fortsat med at være et attraktivt uddannelsessted for de unge. Kun hver syvende unge i Generation Y synes, at det er meget attraktivt at følge en karrierevej i detailhandlen.
Over halvdelen af generationen vurderer, at det slet ikke er attraktivt at gøre karriere i detailhandlen.
En ny undersøgelse viser, at handlens image blandt de unge på få år er falmet endnu mere.
Undersøgelsen er gennemført af Retail Institute Scandinavia i 2013 og 2017, hvor unge fra Generation Y, der er født i 1980-erne, er blevet spurgt, hvor attraktivt de synes det er at gøre karriere indenfor detailhandel.
Hertil svarede 20 pct. i 2013, at det i høj grad eller meget høj grad var attraktivt. I 2017 var andelen faldet til 14 pct.
Værre bliver det, når man ser på andelen, der har svaret i ringe grad eller fuldstændig tænder af på handlen og svarer i ingen grad. I 2013 var andelen 43 pct. – og sidste år var andelen vokset til 57 pct.
Undersøgelsen offentliggøres af forbrugerekspert Dorte Wimmer i hendes nye bog "Refresh Retail", som udgives af Retail Institute Scandinavia.
Udfordring
I en kommentar til undersøgelsen skriver hun, at branchen står med en udfordring i at tiltrække medarbejdere.
De unge generationer vil være del af noget større. De vælger ganske vist arbejdsplads ud fra interesse og karrieremuligheder, men i langt højere grad også ud fra, hvilke værdier og holdninger der gennemsyrer den.
De vil have et arbejde, der er meningsfyldt, og som lader dem udfolde sig som mennesker. De unge er i langt højere grad formålsdrevne, og det stiller store krav til virksomhederne.
"Virksomhederne kan tiltrække talenterne (og kunderne) gennem en værdipositionering, der i langt højere grad ap-pellerer til det emotionelle. Fremtidens medarbejdere ønsker at bidrage til en bedre verden, og dette afspejler sig bl.a. i driverne for deres motivation," skriver Dorte Wimmer.