Tutto made in Italy
Cantuccini, pomodorini, olive, vino og fettucine.
Alle varer i supermarkedet Supermarco er italienske, og sådan skal det blive ved med at være. Det 1000 kvm store supermarked har adresse i et af Københavns nye boligkvarterer, Teglholmen i Sydhavnen, og der kommer via nye boliger hele tiden flere potentielle kunder til området.
Sortimentet består af ca. 3800 varenumre. Langt de fleste er importeret direkte fra grossister eller producenter i Støvlelandet i syd.
- Vi får eksempelvis en hel palle Burrata, der er bøffelmozzarella, om ugen fra Puglia. Til gengæld har vi ikke frugt og grønt til hverdag - men bare lidt grønt fredag og lørdag. Det italienske er vores DNA. Vores mål er også, at halvdelen af de ansatte skal være italienere eller have en eller anden tilknytning til Italien. Vores største udfordring er, at alle varedeklarationer skal oversættes til dansk, siger købmand og ejer Jens Henriksen.
Han er selv pæredansk, og det samme er hans hustru, Mette Andreasen.
Men Italien har en stor plads i hjerterne på dem begge. Så stor, at Jens Henriksen gennem mange år har haft en bolig i Piemonte i det nordvestlige Italien.
- Det var faktisk der, jeg opholdt mig, da jeg fik tilbuddet om at købe Supermarco. Jeg havde tre uger til at beslutte mig; Mette var hjemme i Danmark med sin søn, griner Jens Henriksen.
Putter for 400 kr. i kurven
Supermarkedet var under rekonstruktion hele 2018 efter at være meldt konkurs i december 2017. Parret skrev under i sidste sekund og overtog butikken i begyndelsen af december 2018.
- På 20 dage i december solgte vi for 2,8 mio. kr., eller 80.000 kr. mere end supermarkedet omsatte for i samme periode i 2017. De tidligere ejere mistede en halv mio. kr. i omsætning om måneden, måned efter måned i godt to år. En af årsagerne var, at området i 16 måneder var omdannet til en byggeplads, mens man byggede både boliger og parkeringshus. Men de havde måske heller ikke erfaring nok, siger Jens Henriksen.
Han regner med at komme ud af 2019 med en omsætning på 45 mio. kr. eks. moms.
- Men butikken har på længere sigt et potentiale, der ligger tæt på 100 mio. kr. Det er måske nok vildt ambitiøst, men vi satser på at komme ud af året med et resultat mellem 0 og minus en halv mio. kr., siger Jens Henriksen.
Han kan glæde sig over, at p-huset er færdigt, og at hans kunder kan parkere to timer gratis, 20 skridt fra butikken. I samme bygning ligger også en helt ny Netto, der uden tvivl øger kundestrømmen.
Drømmer om en stenovn
Kundestrøm er der nok af denne torsdag middag, da Dansk Handelsblad har fået lov at kigge ind. Rent faktisk er der kø ved cafeen det meste af en time, og i perioder er alle 50 siddepladser, som parret har udvidet til, optaget.
- Vi har kunder fra de omkringliggende virksomheder, der blandt andet er teleselskaber. Aalborg Universitet er også blandt naboerne, og så bygges der fortsat i området, så der vil komme nye boliger hvert år i mange år. Vi bespiser i dag mellem 200 og 250 hver dag, siger købmanden.
Kunderne kan vælge mellem varme italienske retter som lasagne, pasta carbonara, pizza eller italienske sandwich, bruchetta og andre retter, der ikke er en del af sortimentet i andre supermarkeder.
- Vi drømmer om at arbejde med cafeen. Blandt andet vil vi gerne have en pizzastenovn, siger købmanden, der i dag køber brød og pizzabunde i et italiensk bageri.
Kørt træt i dagligvarer
Lyder navnet Jens Henriksen bekendt, er det ikke uden grund; han var købmand i Meny i Hundested i mange år, ind til han 1. april 2016 sagde farvel til butikken og dagligvarehandlen.
- Jeg forlod en butik i god drift, men jeg var ved at køre træt i en dagligvarehandel, der stod lidt i stampe. I stedet gav jeg mig i kast med Hundested Sandskulptur Festival, som jeg tidligere havde kørt sammen med en makker på fritidsbasis. Den kunne vi begge leve af, da vi gik all-in, selv om vi kun skulle arbejde med den syv måneder om året, siger Jens Henriksen.
Det var dog i sin tid som købmand i Hundested, han mødte sin Mette, der efter at have deltaget i et tv-program "Min italienske drøm", havde åbnet en webshop med italienske fødevarer.
- En kollega sagde til Mette, at hun skulle besøge Meny i Hundested, fordi købmanden var bidt af en gal italiener. Det gjorde hun, og i dag er vi gift og hjælpes ad i Supermarco, fortæller Jens Henriksen.
Med hjælp fra KFI
Hendes tilknytning til Italien var da også medvirkende årsag til, at de to kunne beslutte sig så hurtigt, selv om samtalerne om købet foregik long distance Italien-Danmark.
- Mette skulle tage ud at se Supermarco, og første besøg var ingen succes. Det var sidst på dagen, mørkt og ingen kunder. Men hun gav det en chance og tog derud fredag eftermiddag, og da var butikken fuld af liv, siger Jens Henriksen.
De to besluttede sig til at slå til, men manglede lige lidt til finansieringen.
- Jeg havde boet til leje hos KFI, da jeg havde Meny i Hundested, så jeg kontaktede købmandsfonden, der hjalp med et lån, fortæller Jens Henriksen.
Han nyder hver dag i Supermarco.
- Det er noget helt andet end at arbejde i dagligvarebranchen. Kunderne kommer her uden indkøbsliste og lader sig inspirere. Vi har kun specialiteter og ingen tilbud. Gennemsnitskøbet ligger på omkring 400 kr. Vi har netop købt fire pålægsmaskiner, for delikatessen er omdrejningspunktet for butikken. Lørdag formiddag er der konstant gang i alle fire, siger han.
Supermarco og Ello Foods:
- Supermarco blev åbnet i 1980 som grossistvirksomheden Ello Foods
- ejeren var italiener
- i 1995 åbnede han op for private kunder og kaldte supermarkedet Supermarco
- fik en ny ejerkreds, bestående af to danskere og en italiener, i 2010
- flyttede fra Engholmene til nye placering i Teglholmen i Lemvigh-Müllers gamle stålhal i november 2015
- Butikken har et salgsareal på 1000 kvm plus lager på 1500 og administration ovenpå på 300 kvm
- 45 medarbejdere - heraf er 30 fastansatte
- forventer at sælge for 45 mio. kr. eks. moms i 2019
Åbningstiderne er: Mandag til fredag: kl. 8.30-19.00 og lørdag kl. 8.30-17.00.