Større marked for proteinprodukter

22. jan 2016 -
This describes the image
Foto: Arla Foods
Skrevet af: Henrik Denman

Arla Foods oplever en opblødning i danskernes skepsis over for berigede fødevarer.

Markedet for barer, pulver og drikke med højt proteinindhold til motionister har været et vækstmarked i de senere år. I 2014 slog det alle rekorder med et salg på omkring 150 mio. kr.

Hos Arla Foods holder man godt øje med det voksende marked, og med flere produktlanceringer vil mejerikoncernen nu sætte sit præg på markedet og få del i det stigende salg.

Marketingdirektør i Arla Foods, Jacob Knudsen, siger således:

– Det er et voksende marked. Hele markedet for proteinprodukter er steget år for år, så det er helt klart et marked, der er voksende. Vi har selv været med til at skabe vækst med Arla Protein, som vi lancerede sidste år, og som går fantastisk godt.

Det nyeste udspil fra Arla Foods er proteinserien Arla Move.

Mindre skepsis

Gennem mange år har danskerne været kendt for at være skeptiske over for berigede fødevarer, og derfor har markedet for berigede fødevarer udviklet sig langsomt sammenlignet med andre lande som Sverige og Tyskland, hvor forbrugerne gennem flere år har været mere modtagelige for fødevarer, der er tilsat f.eks. vitaminer og mineraler.

Hos Arla Foods har man fulgt udviklingen med berigede fødevarer tæt, og ifølge Jacob Knudsen har der været en tendens til, at danskerne har været skeptiske over for berigede fødevarer.

– Men vi kan se, at der sker en opblødning især blandt de unge og især hvis produktet skal bruges til et specielt formål. Danskerne er ofte skeptiske, hvis man beriger fødevarer bredt til hele befolkningen, men hvis det er segmenteret til en speciel målgruppe som f.eks. aktive danskere, er det mere acceptabelt. Den type produkter er der større accept af i befolkningen end der er til de bredt berigede produkter. Jeg tror, at danskerne har en sund skepsis i forhold til berigede fødevarer, men der er en opblødning, så når det drejer sig om bestemte situationer og målgrupper, har det sin berettigelse at berige produkterne, siger Jacob Knudsen.

Opdateret 10. nov 2020