Stærkt bilsalg i marts trækker op i forbruget

16. apr 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

I løbet af sidste uge fik vi nye tal for forbruget, hvor vi blandt andet så en meget stor stigning i bilsalget. Ifølge Danmarks Statistik blev der indregistreret 19.545 nye personbiler i marts, når der ikke korrigeres for sæsonudsving.
Det er det højeste antal på en enkelt måned nogensinde, hvis man ser bort fra to enkelte måneder i 1997 og 1998, som var påvirket af afgiftsomlægninger. Nu er det normalt, at bilsalget er højt i marts pga. sæson, men også hvis man korrigerer herfor, er tallet meget højt og kun overgået ganske få gange tidligere.
Tidligere var bilsalget en meget pålidelig indikator for forbruget i mere bred forstand. En ny bil i Danmark er en så stor investering, at det kræver stor tillid til økonomien at købe én. Men de senere år har det ikke været sådan. De mange billige mikrobiler har sat gang i salget af nye biler målt i antal i en tid, hvor forbruget ellers er stået stille. Men de nye tal kan alligevel godt være en strømpil om, at forbruget er på vej opad. Ifølge De Danske Bilimportører er det især de større biltyper, der står for væksten nu.
At forbruget mere generelt er i fremgang blev også bekræftet af nye tal for Dankort-omsætningen. Her viste martstal for Dankortomsætningen, renset for sæsonkorrektion og MobilePay (som typisk er overførsler mellem private), en stigning på 2,8 % fra februar til marts. Stigningen kommer efter to måneder med sløje Dankort-tal. Alt i alt er væksten 1,4 % for årets første tre måneder, men det er nu også ganske pænt. Det svarer til, at privatforbruget er steget med cirka 0,4 %, hvilket efter danske forhold er noget nær et opsving, om end ikke et kraftigt et.
Der er mange grunde
til, at forbruget er stigende. Realindkomsten stiger, beskæftigelsen stiger, huspriserne stiger, forbrugertilliden er meget høj, og renten er meget lav. Men i den anden vej trækker, at vi stadig har en meget betydelig gæld i husholdningerne oven på sidste opsving. Vi regner med moderat stigende forbrug her i 2015, og de positive forbrugstal i marts peger også i den retning.
Inflationen i dansk økonomi
I løbet af sidste uge kom der nye tal for inflationen i marts, og vi har dermed opdaterede tal for udviklingen i forbrugerpriserne. Tal for inflationen får ekstra meget opmærksomhed i øjeblikket, efter vi havde negativ inflation (også kaldet deflation) i januar.
Det var dog en engangsforestilling, idet den positive inflation er tilbage i dansk økonomi, om end inflationen stadigvæk er lav. Inflationen var på 0,6 % i marts sammenlignet med samme måned sidste år.
Det var især stigende benzinpriser, der trak inflationen op, men også højere fødevarepriser og dyrere bøger er med til at trække op. Selvom inflationen er steget lidt, er inflationen stadig lavere end lønstigningerne, hvilket betyder, at forbrugerne får flere penge at gøre godt med. Dette er også med til at forklare, hvorfor vi regner med, at forbruget kan stige lidt i år.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?