Blandt kritikpunkterne har brugsuddelerne blandt andet fremført, at Lasse Bolander totalt har manglet fokus på kerneforretningen og kerneforretningens daglige drift, og at effektiviseringer i opbygningen af et enklere Coop, som skulle bidrage med besparelser for 250 mio. kr. ikke ses i butiksregnskaberne.
Slukøret Lars Fournais accepterer valgnederlag
Størsteparten af de selvstændige brugsforeninger i Coop havde håbet på, at deres formandskandidat Lars Fournais kunne tippe Lasse Bolander af formandsstolen.
Resultat af lørdagens afstemning blev dog, at Lasse Bolander sikrer en ny tre-årig periode som formand for moderselskabet Coop Amba.
- Det ærgrer mig, at man ikke vil styrke bundlinjen i Coop. Vil man ikke det, skal man ikke have mig som formand, siger Lars Fournais, der efter valgnederlaget erkendte, at der fra hans side ikke kommer flere forsøg på at kapre formandsposten i Coop.
Vanskelig situation
Samtidig mener den østjyske erhvervsmand, at borgfreden ikke er sikret i Coop efter valgresultatet, der gav Lasse Bolander 62 af 123 afgivne stemmer, mens Lars Fournais selv måtte tage til takke med 39 stemmer og Mikkel Irminger Sarbo fik de resterende 22.
- Det stiller Coop i en meget vanskelig situation. Opgaven er at få samling på Coop igen, og det tror jeg alt andet lige vil have været lettere med en ny formand end en formand, der har siddet i 10 år. Men det er det, der er valgt, og det må man respektere. Det er demokratiets spilleregler, siger Fournais.
Hård valgkamp
Den 64-årige Lars Fournais er en erfaren erhvervsmand med en række tidligere direktørposter i tunge virksomheder som Grundfos og Saint-Gobain Distribution samt flere nuværende bestyrelsesposter, blandt andet som formand for fodboldklubben AGF.
Han erkender dog, at valgkampen i Coop har været hård og langt mere personlig, end han har brudt sig om. Blandt andet har Lars Fournais selv været skydeskive for kritik fra modkandidaten Christian Christensen for at modtage vederlag under valgkampen.
- For at sige det på godt jysk har det været træls alt den her Facbook-halløj, siger Fournais.
Forening stærkere end forretning
Han mener, at valgresultatet er et udtryk for, at foreningen i Coop står stærkere end forretningen i Coop.
Men Fournais mener ikke, at han selv har undervurderet Coops foreningskultur, som landsrådets 124 medlemmer, der afgjorde valget, repræsenterer.
- Andelsbevægelsen er opstået ved, at man har lavet mejerier, slagterier og brugsforeninger osv. og at det er forretningen, man er startet med. Det er ankeret, og der mener jeg bare, at Coop er kommet for langt væk fra det. Det, som jeg kalder det svage ejerskab, har givet bestyrelse og direktion lov til at brede sig over alt for mange ting, som man aldrig havde fået lov til, hvis det havde været et aktieselskab, siger Lars Fournais.
Bedre til at bygge bro
Kritikken fra de selvstændige brugsforeningers side rettet imod formand Lasse Bolander har været højlydt og ubarmhjertig hård under valgkampen.
Senest med et underskrevet brev fra ca. 320 brugsuddelere, der på 20 nævnte punkter mener, at Bolander har svigtet som formand.
Derfor skal tilliden mellem de selvstændige brugsforeninger og Coops bestyrelse og direktion nu bygges op på ny, og her mener Fournais, han havde været den rette mand til opgaven.
- Hvis jeg var blevet valgt, ville jeg være formand for hele Coop. Den der opdeling mellem A og B-butikker synes jeg er kunstig, og det har jeg sagt hele tiden. Når jeg har gået ind i en brugs, har jeg aldrig nogensinde tænkt over, om det er en selvstændig brugs eller en Coop-ejet brugs. Og det lægger man åbenbart meget vægt på, når man er i systemet, men jeg tror sagtens, jeg kunne have været den samlende figur, som der er brug for, siger Lars Fournais.
Et wake-up call
Han mener genvalget af Bolander, på trods af den massive kritik, er udtryk for en angst for forandringer, og at nogle af landsrådsmedlemmerne, ifølge Fournais, ikke tager det alvorligt nok, hvor dårligt Coop i virkeligheden har det trods et netop forbedret driftsresultat.
- Den store uro, det skal man gøre noget ved og tage alvorligt. Ellers kan det ende helt galt. Hvis den her valgkamp har gjort noget godt for Coop, er det, at det har været wake-up call og at der skal ske nogle ændringer. Det tror jeg også, Lasse Bolander har indset.
- Man skal også huske på, hvor tæt denne afgørelse har været. Det er kun en stemme, vi mangler for at komme i et omvalg. Jeg synes absolut ikke, det er en klar valgsejr. Det er det tyndeste mandat, man kan sidde på som eksisterende formand, siger Fournais.