Slagterifusion afblæst

2. nov 2015 -
This describes the image

Efter syv måneders intens sagsbehandling har Danish Crowns bestyrelse måttet konstatere, at det ikke har været muligt at få godkendt fusionen med Tican hos de danske konkurrencemyndigheder inden for tidsfristen.

Dermed bortfalder ansøgningen om fusionsgodkendelse, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

- Vi har indleveret en lang række forslag til tilsagn til Konkurrencestyrelsen, og selv om vi har rådført os med styrelsen om, hvad der skal til for at kunne gennemføre fusionen, så har tilsagnene ikke været tilstrækkelige til at opnå en godkendelse, siger Group CEO i Danish Crown Kjeld Johannesen.

Tilsagnene, Danish Crown har leveret, indebærer både frasalg af produktion og salg af danske råvarer i et omfang, som overstiger Ticans og Danish Crowns samlede afsætning i Danmark i dag til en pris, der ligger under omkostningsniveau, men det er blevet afvist som utilstrækkeligt.

I dag findes der kød fra mange steder i verden i de danske kølediske. Omfanget af udenlandsk kød på danske forbrugeres middagsborde stiger år for år og udgør i dag mere end 20 pct. af det samlede salg i dansk detailhandel. En europæisk økonom har i en analyse slået fast, at der allerede i dag er tale om international konkurrence på markedet for svinekød – også i Danmark. Men de danske konkurrencemyndigheder har en anden fortolkning.

(hkh)

Pressefoto: Danish Crown

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?