Skousen vil kapre konkurrent-butikker

24. feb 2016 -
This describes the image
||| Adm. direktør i hvidevarekoncernen Skousen, Jonas Dørken, vil lokke forhandlere fra de konkurrerende kæder over til Skousen. Foto: Skousen|Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand|Adm. direktør i Skousen, Jonas Dørken vendte Skousen. Her ses han i hovedrollen i
Skrevet af: Claus Jensen

Det kan være en givtig forretning af sælge komfurer, opvaskemaskiner, tørretumblere og andre hvidevarer fra en butik i Danmark. De 53 danske franchisetagere med Skousen på facaden havde i 2015 en bundlinje på over en million i gennemsnit.

Adm. direktør i hvidevarekoncernen Skousen, Jonas Dørken, offentliggør for første gang indtjeningen hos kædens franchisetagere, som han i dag kan kalde en millionærklub.

Samtidig efterlyser han telefonopringninger fra hvidevare-forhandlere i de konkurrerende kæder som Punkt 1, Hvidt og Frit, El-salg og Euronics.

- Jeg kender selvfølgelig ikke alle konkurrenternes tal, men jeg ved, at nogle har en fin omsætning uden at tjene ret mange penge. Hos os kan selv de dårligste af butikkerne lave overskud, siger Jonas Dørken.

- Vi vil selvfølgelig gerne have dygtige købmænd ind, og det har undret mig med det virvar, der er i branchen, at vi ikke har haft telefonstorm, siger han.

Skousen-direktøren tror selv, at de manglende telefonopringninger kan skyldes, at dele af branchen ikke er klar over, hvor god økonomien er hos franchisetagerne hos Skousen, og det er da også baggrund for, at han nu offentliggør franchisetagernes indtjening.

- Jeg tror ikke, at de andre ved, hvor godt det faktisk går hos os, eller også ringer de ikke til os, fordi Skousen tidligere har været konkurrenten. Men nu bryder jeg isen, og så vil vi gerne tage en snak med alle, der måtte være interesserede. Alle er velkomne til en kop kaffe, siger han.

Han påpeger dog, at det ikke er alle steder i landet, der er plads til endnu en Skousen-butik, da det meste af landet er pænt dækket ind med de nuværende 53 butikker. Faktisk kan han umiddelbart kun få øje på hvide pletter nord for København.

Kæden vil dog være interesseret i franchisetagere i nogle af de større byer, hvor der er plads til flere end det nuværende antal Skousen-butikker, og så er der nogle veldrevne hvidevare-butikker i mindre byer, som trækker fra et meget stort opland.

- Der er plads til flere Skousen-butikker, men der er ikke masser af plads, siger Jonas Dørken.

Flittige franchisetagere

De nuværende franchisetagere hos Skousen er for manges vedkommende kommet med i kæden, efter at den i 2011 blev overtaget af WhiteAway Group. Jonas Dørken beretter om, at nogle butikker i dag er på indeks 200 i forhold til før ejerskiftet.

Han fortæller, at de fleste franchisetagere i kæden ligger omkring gennemsnittet på et sted over en million, men franchisetagerne i kæden tjener fra 200.000 til to-tre millioner.

Franchisetagerne hos Skousen har forskellig baggrund, og de er i gennemsnit omkring 40 år, og de har til fælles, at de tænker som købmænd.

- De sætter tæring efter næring, og de arbejder meget. Hvis fru Jensen fryser går i stykker lørdag aften, så rykker de gerne ud med én, som hun kan låne, og kunderne kan lide dem, for de yder en ekstraordinær service, siger Jonas Dørken.

Norge mangler danskere

Mens Danmarkskortet på væggen i kædens hovedkvarter i Risskov er ved at være fyldt op med knappenåle, så er der bedre plads på Norges-kortet, hvor kun de første 16 nåle er sat i. Skousen gik for ni måneder siden gik ind i broderlandet, og Skousen-direktøren kunne godt tænke sig at se danske franchisetagere åbne Skousen-butikker her.

- Jeg vil ikke klage over de norske franchisetagere, vi har, men der er forskel på mentaliteten i forhold til Danmark, hvor meget man skal arbejde og hvor meget man tager ud i løn. Vi har svært ved at finde unge sultne franchisetagere i Norge, og vi kunne godt tænke os nogle danske franchisetagere, som har lyst til at rejse til Norge og knokle gennem og få en god forretning her og forhåbentlig på sigt også blive millionær, siger han.

- Vi har en mand ansat i Norge til at finde de bedste beliggenheder deroppe, og vi rekrutterer selvfølgelig også sideløbende norske franchisetagere, men jeg kunne godt tænke mig at få nogle danskere op også. De vil så have fordel af som nogle af de første at få de bedste beliggenheder, siger Jonas Dørken.

Når etableringen i Norge kommer på plads, har Skousen planer om at ekspandere med sit koncept i det øvrige Norden og herefter i andre lande i Europa.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?