Skal din butikschef eller købmand med til Singapore?
Singapore er en af de store shoppingdestinationer i verden - og Singapore er også målet for en studietur med alt betalt, som prisvinderne af Danish Retail Award 2018 modtager.
Det er kæderne, som skal indstille kandidater - og det er nu, at virksomhederne skal i gang med at finde de kandidater, de vil indstille. Sidste indstillingsfrist er den 15. juni, og prisoverrækkelsen vil finde sted den 24. september.
For at bringe den bedste og nyeste viden inden for international detailhandel til Danmark og for at øge stoltheden i dansk detailhandel, uddeler ZBC DetailGruppen i samarbejde med Dansk Erhverv og Dansk Handelsblad Danish Retail Award 2018.
Prisen gives til de mest entusiastiske og forandringsskabende butikschefer/varehuschefer i Danmark - både inden for daglig- og specialvarehandel.
For at komme i betragtning skal deltagerne have passion for detail og have vist ekstraordinære og synlige resultater inden for nytænkning i butikken, f.eks. inden for CSR, miljø, uddannelse, trends, teknologi, e-handel mv.
Prisvinderne får en studietur med alt betalt til Singapore den 6.-12. oktober 2018 for at opleve detailhandel i verdensklasse - guidet og supporteret af detaileksperter fra ZBC DetailGruppen.
Det var handel, der grundlagde Singapores succes, og shopping er stadig den nationale yndlingshobby. Til efteråret får de tre prisvindere også lejlighed til at gå på opdagelse i storbyens shoppingcentre og butiksstrøg.