Skadedyrsbekæmper: Reager på rotter som på brand

3. apr 2018 -
This describes the image
Foto: Coop

For nogle er det en pinlig affære at fortælle, at der har været rotter på besøg. Men at forsøge at holde et skadedyrsangreb hemmeligt er ifølge skadedyrsbekæmper i Coop Steffen Klausen det allerværste, man kan gøre.

- Man skal opfatte et hvert tegn på aktivitet fra mus eller rotter - det være sig ekskrementer eller eksempelvis emballage, der er flået op på en underlig måde - og man skal reagere lige så hurtigt, som var det en brand. Det første, man skal gøre, er at kontakte det skadedyrsfirma, man samarbejder med, og så kæden. Når der er overblik over situationen, skal fødevaremyndighederne have besked. Det hele sker inden for en times tid, siger Steffen Klausen.

Han har 13 års erfaring i arbejdet med fødevarehygiejne og skadedyrsbekæmpelse.

Nogle gange er det kunder, der har set et skadedyr udenfor. Det er ifølge Steffen Klausen en god information at få.

Så handler det om at få lukket alle døre så hurtigt som muligt, så rotten ikke kommer ind.

- Er der tegn i butikken på et skadedyr, skal butikken lukkes, og så vil skadedyrsfirmaet forsøge at få lokaliseret dyret. Rottehundene kan lugte, hvor rotten har været. Det har betydning for, hvor der senere skal gøres ekstra rent, og hvilke varer der skal kasseres, fortæller Steffen Klausen.

Information og samarbejde

Hvis hunden ikke fanger rotten, sætter skadedyrsbekæmpelsesfirmaet skillevægge op i butikken, så skadedyret holdes i et område.

Det kan være nødvendigt at skabe en lang række af sektioner, hvis man ikke præcist ved, hvor dyret er.

- Så kommer der fælder, elektronisk sikring og eksempelvis vildtkameraer op, ligesom der spredes mel på gulvet. Når rotten eller rotterne er fanget, skal varerne kasseres. Nogle varer, som eksempelvis dåser, kan desinficeres, men meget ryger ud. Sidst skal butikken gøres rent og desinficeres, fortæller Steffen Klausen.

Alt i alt er det en lang proces, når en rotte eller en mus først er kommet ind.

Derfor kan effektiv forebyggelse godt betale sig.

- Da vi ikke må bruge gift til forebyggelse længere, er vi nødt til at være innovative og finde på nye metoder til at forhindre dyrene i at komme ind. Det er også vigtigt, at vi alle i branchen samarbejder. Er der en rotte omkring en af vores butikker, kan den lige så let smutte ind i nabobutikken – og omvendt, siger Steffen Klausen.

Han værdsætter, at det i den nye handlingsplan fra de statslige myndighederne er lagt op til, at man er opmærksom på, at skadedyr ikke er et snævert lokalt problem.

Han bruger en del stor del af sin arbejdstid på at informere, hvor han overhovedet kan komme af sted med det.

- Jo mere viden, man har i butikken om rotter og om, hvordan vi forebygger, de kommer ind, jo lettere kan vi holde dem ude, siger han.

Som alternativ til gift i rottekasser uden for butikker, benyttes der i dag kasser med smækfælder, ligesom der nogle steder er kloakspærrer.

- Men det er min opfattelse, at der er tiltagende mange rotter uden for kloakkerne, siger Steffen Klausen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?