Rema 1000 sparer millioner på elforbruget
At udskifte de gamle lysstofrør med LED er en rigtig god forretning. Også for købmænd i Rema 1000.
Ud af en samlet energiinvestering på 5,3 mio. kr. i 33 af kædens butikker i 2015 opnår Rema 1000-købmændene fremover en samlet årlig driftbesparelse på 1,4 mio. kr. alene ved at optimere forbruget.
Det svarer til en besparelse på cirka 42.500 kr. om året i hver af de 33 butikker, og selv om Rema 1000 også optimerer energiforbruget inden for ventilation, it og frost/køl, er det i særligt grad belysningen, der trækker den store energibesparelse hjem, konstaterer Jørgen Modvig, teknisk chef i Rema 1000.
- Konverteringen til LED-belysning er hovedårsagen til vores resultat, og udskiftningen har rullet afsted i de første ni måneder af 2015, siger han med henvisning til, at kædens energirapport ikke dækker hele 2015.
Grønne ambitioner
Ifølge Jørgen Modvig skal resultatet ses i lyset af kædens ambitioner om at agere energibevidst og være en af de mest energieffektive dagligvarekæder i Danmark. Således er det lykkedes discountkæden at spare hele 5,8 mio. kilowatt i 2015 sammenlignet med 2,8 mio. kilowatt i 2014.
Rema 1000’s elbesparelse i 2015 svarer til det årlige strømforbrug i 1.450 husstande, og det er for eksempel større end Coop’s samlede energibesparelse på 4,8 mio. kilowatt i 2014.
Coop har endnu ikke har offentliggjort deres ansvarlighedsrapport for 2015, men Coop’s energibesparelse ventes at være markant højere end i 2014, da Coop først for alvor gik i gang med at erstatte de gamle lysstofrør med LED sidste år.
I Rema 1000 er man allerede langt fremme i udskiftningen af de gamle lyskilder, og Jørgen Modvig forventer, at discountkæden stort set kommer i mål med LED i år.
- Vi har LED i halvdelen af vores butikker i dag, og med udgangen af 2016 forventer vi LED i stort set samtlige butikker. Det er måske ambitiøst, men der er også stor økonomisk fornuft i at overgå til LED. Det kan vores købmænd jo godt se, siger Rema 1000’s tekniske chef.