Rekordunderskud i Lagkagehuset
Lagkagehuset har haft masser af udfordringer på det seneste. Beskyldninger om ejere i skattely samtidig med, at virksomheden har modtaget millioner i lønkompensation førte til en regulær shitstorm.
Mens vindene er blevet mildere omkring selskabets aktiviteter, viser 2019-regnskabet med al tydelighed fortsatte store udfordringer for bagerkæden.
For nok formåede Lagkagehuset at omsætte for 82 mio. kr. mere sidste år, hvor omsætningen nåede 962 mio. kr.
Alligevel blev underskuddet næsten tre gange højere end i 2018 og endte med et minus på hele 119 mio. kr. - det største underskud i selskabets historie.
Underskuddet er en direkte følge af Lagkagehusets ekspansionsstrategi, hvor kæden åbnede 13 nye butikker sidste år. Samtidig blev en butik lukket ned, fremgår det af regnskabet.
Her peger ledelsen også på, at årets resultat, noget uventet, er tilfredsstillende set i lyset af de signifikante, strukturelle ændringer og selskabets vækst, lyder det fra ledelsen.