Reklameafgiften er skrottet

26. nov 2015 -
Skrevet af: Henrik Denman

Reklameafgiften bliver nu smidt i affaldskurven. Et flertal i Folketinget, der sammen med regeringen har indgået en aftale om finansloven for 2016, er blevet enige om at annullere reklameafgiften.

Dermed gør regeringen alvor af at skrotte reklameafgiften, som den tidligere regering bebudede allerede i maj i år. Reklameafgiften blev vedtaget ved finansloven for 2012.

Detailhandlen er meget tilfreds med reklameafgiftens skæbne.

– Aftalen indebærer, at der er politisk flertal for at annullere reklameafgiften, som blev vedtaget i 2012, men som aldrig er blevet sat i kraft. Afgiften var konkurrenceforvridende og indeholdt elementer af statsstøtte. Det har været en mærkesag for Dansk Erhverv at få afgiften afskaffet, siger markedschef Lotte Engbæk Larsen fra Dansk Erhverv.

Også De Samvirkende Købmænd ånder lettet op:

– Vi glæder os naturligvis over, at finanslovsaftalen for 2016 nu endeligt lægger reklameafgiften i graven. Reklameafgiften var en rigtig dårlig idé, så stort tak til de politikere, der nu har taget konsekvensen af en fejlagtig beslutning, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK.

Færre tilbudsaviser

Mængden af husstandsomdelte reklamer er faldet markant. Dette er sket uden, at reklameafgiften er trådt i kraft. Dermed er de miljømæssige målsætninger indfriet.

Det er den ene grund til, at regeringen opgiver reklameafgiften. Den anden grund er, at den ville være til stor gene for flere brancher, bl.a. detailhandlen, distributører og trykkerier, og endelig har det vist sig at være vanskeligt at få loven godkendt i EU.

Detailhandlen er meget tilfreds med reklameafgiftens skæbne.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Foto: Mikael Hjuler

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?