Regeringen har indgået et politisk bredt fødevareforlig
Regeringen har indgået et nyt 4-årigt fødevareforlig med Enhedslisten, SF, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti. Der er afsat i alt 354 mio. kroner frem mod 2018, skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Forliget lægger op til en række initiativer på følgende områder:
- Fokuseret kontrol – flere risikobaserede kontroller – 122,7 mio. kroner
- Mere vejledning af virksomheder omkring overholdelse af regler for fødevaresikkerhed – 42,1 mio. kroner
- Fair konkurrence - opnormering af rejsehold og etablering af whistleblowerordning – 27,2 mio. kroner
- Forbrugersikkerhed med fokus på kemiske og mikrobiologiske forureninger i fødevarer – 94,7 + 67,6 mio. kroner.
Hos Dansk Erhverv er der stor tilfredshed med forliget:
- Fødevareerhvervet vil gerne kvittere for, at hensynet til forbrugernes tillid og virksomhedernes bundlinje har fået førsteprioritet på et tidspunkt, hvor meget ellers går op i valgkamp, siger markedschef i Dansk Erhverv Lotte Engbæk Larsen i en pressemeddelelse.
Dansk Erhverv er glad for, at kontrollen af fødevaresikkerheden med det indgåede forlig bliver endnu mere fokuseret; blandt andet med målrettede kontrolkampagner og med yderligere fokus på vejledning af virksomhederne. Det betyder, at de danske virksomheder bliver endnu bedre til at efterleve reglerne.
- Kontrollen bliver med forliget mere intelligent og målrettet mod de områder, hvor udfordringerne er, siger Lotte Engbæk Larsen.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand